Grenaa Bo- & Aktivitetscenter er et tilbud for voksne udviklingshæmmede. Mange har i tidens løb spurgt centret: »Har I ikke en folder, der fortæller om Jer?«. Det har centret nu. Folderen for Grenaa Bo- & Aktivitetscenter er færdig, og den blev afsløret for ganske nylig i forbindelse med det traditionelle årlige banko-spil, som forældreforeningen arrangerer.
Her fik 110 beboere, brugere og pårørende den næsten stadig varme folder i hånden, idet den først var blevet færdig sidst på eftermiddag samme dag, som den blev afsløret om aftenen. To af beboerne, Inga og Birthe, som begge to selv er afbilledet i folderen, åbnede kasserne.
– Vi har tidens løb fået mange forspørgsler på, om vi ikke havde en folder, der fortalte om stedet og dets beboere og brugere. Det har vi nu, så kommende brugere, pårørende, sagsbehandlere, samarbejdspartnere, praktikanter og politikere kan få en beskrivelse af stedet, siger forstander for Grenaa Bo- & Aktivitetscenter Birte Kousted, og hun fortsætter:
– Vi spænder jo bredt med både bo- og aktivitetsmuligheder - og huserer på mange matrikler i Grenaa by og omegn - så derfor er det vigtigt med en god folder til at give dette overblik for både brugere, pårørende og professionelle samarbejdspartnere. I folderen er der i særlig grad lagt vægt på den visuelle beskrivelse - det vil sige nogle gode billeder af dagligdags pædagogiske situationer. Det siger efter vores mening ofte meget mere end mange ord, siger Birte Koustrup.
Grenaa Bo- & Aktivitetscenter drives af Århus Amt, og er - med kommunalreformens indtog - én af de »kan«-institutioner, som Norddjurs Kommune kan vælge at overtage driften af pr. den 1. januar 2007. Et spørgsmål som den nykonstituerede kommunalbestyrelse - alias Sammenlægsningsudvalget for Norddjurs Kommune - kommer til at tage stilling til inden den 15. februar 2006.
Aktiviteterne i Grenaa Bo- & Aktivitetscenter er spredt rundt i Grenaa og består af bostederne i Ålunden, på Trekanten og på Mellemgården, Mellemstrupvej 30 i Grenaa. Trekanten indeholder 4 huse med p. t. 27 faste samt pladser samt 2 aflastningspladser. Derudover er der her centralkøkken med dagbeskæftigelse samt fællesfaciliteter såsom fællesstue, vaskeri, værksted, grillhytte med mere.
Ålunden i Grenaa er som bosted et bofællesskab for 10 personer, mens Mellemgården er bofællesskab for 5 personer. Aktivitetsstederne finder man på »Nærheden«, Fabrikvej 8 i Grenaa, i Ålunden og på Mellemgården, som råder over Udeholdet, der gør i bondegårdsaktiviteter og brændeproduktion. I alt sørger aktivitetsstederne for dagbeskæftigelse for cirka 95 voksne udviklingshæmmede.
Her ses forsiden til en folder fra Grenaa Bo- & Aktivitetscenter, som netop er blevet lavet. På billedet er der gang i kommunikationen mellem Inga og én af de ansatte. De taler med »tegn til tale«.
Kilde: grenå bladet
charlotte