Det nye sydlige motorvejs-hængsel på Djursland bliver med etableringen af to lyskryds nærmest adskilt fra den nord-sydgående motorvej E45 - i stedet for som planlagt at blive direkte forbundet med E45.
Det er statens opgave at koble det sidste lille stykke af hængslet sammen med E45, men det har staten imidlertid ikke afsat penge til.
Så selv om der p. t. er store anlægsarbejder i gang for at koble Djursland på det jyske motorvejsnet, vil der komme et kort stykke almindelig landevej og to lyskryds mellem dem. Det fremgik af Århus Stiftstidende onsdag i sidste uge. Det er Århus Amt, der står for arbejdet med Djurslands-hængslet, der strækker sig fra Skødstrup, nord om Århus og til Søftenvej ved Skejby. Anlægsarbejdet går efter planen, og der er således udsigt til, at motorvejshængslet nord om Århus kan åbnes efter planen i efteråret 2008. Motorvejen bliver på 14 km. plus lidt sideveje, og den samlede pris ventes at lande på cirka 508 millioner kroner. Men heri er altså ikke indregnet det sidste lille stykke fra E45 ved Søften og til hængslet, idet det er statens opgave at sørge for det. Amtsborgmester Johannes Flensted-Jensen er rystet over situationen.
– Vi kan ikke være tjent med, at man skal ud at køre på en almindelig landevej med lysreguleringer og det hele ind imellem to motorveje. Ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt synspunkt er det katastrofalt med sådan et stykke gammel vej i forlængelse af en ny motorvej. Tingene skal hænge sammen, siger amtsborgmesteren til Århus Stiftstidende.
Flensted-Jensen kræver nu en garanti for, at sagen ikke udvikler sig til en molbohistorie, og vil i så henseende arrangere et møde med trafikminister Flemming Hansen (K).
– Vi har også meget andet at snakke om, der ikke kører ordentligt i forhold til de ting, vi tidligere har aftalt, siger han videre med henvisning til sammenkoblingen af Odderbanen med Grenaa banen. Noget man har været enige om i flere år, men moderniseringen bliver udskudt gang på gang, selv om skinnerne egentlig er klar til sammenkoblingen.
Kilde: grenå bladet
charlotte