Thise Mejeri kommer til byen.
Mediestormen mod Arla Foods har for længst lagt sig, men mange forbrugere kræver stadigvæk valgmuligheder når de køber mælk. For at imødekomme forbrugerønskerne, har SuperBrugsen i Glesborg besluttet at udvide sortimentet, så der fremover også sælges økologisk mælk fra Thise Mejeri.
Thise Mejeri -
et uafhængigt
andelsmejeri
Thise Mejeri blev grundlagt i 1988 af en lille gruppe økologiske ildsjæle fra Salling og Vestjylland, som havde et brændende ønske om at etablere et rent økologisk mejeri. Deres eget mejeri.
Drømmen om selvstændighed blev til virkelighed, og selvom de første år var meget vanskelige, så skulle drømmen vise sig at være bæredygtig.
I løbet af de 17 år der er gået siden Thise Mejeri blev grundlagt, har mejeriet etableret sig en stærk position på det danske marked, og på de nære eksportmarkeder.
Lille og vågen ………
Thise Mejeri er vokset meget i løbet af sin levetid, men selvom antallet af andelshavere er vokset fra 6 til 64, så fylder gruppen af landmænd ikke meget i forhold til de ca. 12.000 landmænd der leverer mælk til Arla Foods.
Konkurrencen er benhård på hjemmemarkedet og på de nære eksportmarkeder, men Thise Mejeri har valgt at satse hårdt på nicheprodukter og på produktudvikling.
Og med et sortiment bestående af 70 forskellige økologiske mejeriprodukter er mejeriet i Thise leveringsdygtig i verdens bredeste økologiske sortiment.
Sortimentsbredden og den konstante produktudvikling er Thise Mejeris overlevelsesstrategi i et marked, der i stigende grad domineres af meget store multinationale virksomheder.
Langt ude på landet
Thise Mejeri ligger på halvøen Salling, cirka 20 kilometer nord for Skive. En stor del af mælken stammer fra Vestjyske landmænd, men i løbet af de sidste år er der også optaget mange andelshavere fra Midtjylland.
Tidligere var det sådan, at størstedelen af mælken fra Thise Mejeri blev afsat i Københavnsområdet,
Men i dag er mælken blevet mere tilgængelig i mange større byer.
SuperBrugsens initiativ bliver forhåbentlig til glæde for kunderne i Glesborg , men også til glæde for mejeriet i Thise, - og de 64 landmænd der med midt- og vestjysk stædighed kæmper for deres eget mejeri.
Kilde: grenå bladet
charlotte