Fredag den 25. november dannede Kulturhuset Pavillonen i Grenaa påny rammen om den årlige legat-uddeling i Isenkræmmer Chr. Reventlow Poulsens Fond. I alt blev der uddelt 75.000 kroner til unge under uddannelse og 125.000 kroner til et forskningsprojekt.
Chr. Reventlow Poulsen blev født den 30. november år 1900, og kunne således være blevet 105 år onsdag den 30. november 2005.

|
Han blev dog kun 66 år, idet han gik hen og døde i 1967. Siden slutningen af 1800-tallet drev familien Poulsen isenkræmmerforretning i Storegade. En forretning, som Chr. Reventlow Poulsen med tiden overtog og drev videre indtil sin død i 1967. Efter hans død drev hans enke, Fru Mary Poulsen, forretningen videre frem til 1982, hvor den blev solgt til anden side. Fru Poulsen blev boende i ejendommen, som hun ejede, frem til sin død i en alder af 89 år. I årene efter Fru Poulsens død blev der foretaget en gennemgribende renovering og udvidelse af ejendommen, som efterfølgende blev solgt af fonden ved årsskiftet 1998/1999. Da ægteparret ingen livsarvinger havde, var det et testamentarisk ønske fra Fru Poulsens side, at der efter hendes død skulle oprettes en fond i hendes mands navn for at ære hans minde. Hun besluttede samtidig hvilke grupper, der kunne tilgodeses: Unge under uddannelse samt øre- og øjenforskning. Det var samtidig enkefruens ønske, at alle legatmodtagerne skulle have et tilknytningsforhold til Grenaa. Fondens navn blev Isenkræmmer Reventlow Poulsens Fond, og fonden har efterfølgende uddelt betydelig legatportioner hvert år på den fredag, der ligger tættest på Chr. R. Poulsens fødselsdag, som er den 30. november. Af praktiske årsager vælger man altid den fredag, der ligger tættest på den 30. november. Ved legatuddelingen var fondsbestyrelsen repræsenteret ved følgende personer: Formand Iris Mols Nielsen, Tom André Jensen, Ebbe Lund Nielsen og Henriette Lühne Nielsen.
Der blev uddelt 5 legatportioner á 15.000 kroner til følgende unge under uddannelse:
– Trine Gleerup Poulsen som er ved at færdiggøre sin uddannelse på Det Kgl. Danske Kunstakademi, hvor hun har studeret 5 ud af i alt 6 år. Uddannelsen er den længste kunstuddannelse af sin art i Danmark, og den er netop blevet indlemmet i Master-systemet, således at man nu kan afslutte sin uddannelse med en Mastergrad i udøvende billedkunst.
– Michael Møller Petersen som læser til journalist ved Danmarks Journalisthøjskole i Århus på 6. semester. Står foran snart at skulle lave hovedopgave til sin afsluttende eksamen i 2006 - blandt andet omkring U-landet Bangladesh, så legatet skal bruges på rejseudgifter i den forbindelse.
– Helle Brock Didriksen som studerer international handel og marketing. Er p. t. på praktikophold i Den Danske Ambassade i Bangkok i Thailand. Modtog derfor legatet via stedfortræder i skikkelse af hendes moder, Else Marie Didriksen.
– Jannie Bolther Brøste som er sygeplejestuderende. Er i den forbindelse i øjeblikket på et 10-ugers praktikophold i Barcelona i Spanien. Hun modtog således også sit legat via stedfortræder i skikkelse af forældrene Peder Pedersen Brøste og Jette Bolther Brøste.
– Mads Højbjerg som er elektriker med installationsteknik som speciale. Studerer i øjeblikket ved Ingeniørhøjskolen i København med henblik på at blive stærkstrømsingeniør.
Til slut ved legat-uddelingen blev der uddelt hele 125.000 kroner til læge Anders Hessellund, der medvirker i et forsknings-projekt, som fondsbestyrelsen har skønnet støtteværdigt i henhold til fundatsen.
Arrangementet blev traditionen tro sluttet af med et traktement for de implicerede legatmodtagere, deres stedfortrædere og fondsbestyrelsesmedlemmerne.
Fondsbestyrelsen var repræsenteret ved følgende personer: Ebbe Lund Nielsen, Iris Mols Nielsen, Tom André Jensen og Henriette Lühne Nielsen.
Isenkræmmer Chr. Reventlow Poulsens Fond uddelte legatportioner for samlet 200.000 kroner fredag den 25. november. Her ses årets legatmodtagere. I enkelte tilfælde repræsenteret ved stedfortrædere.
Kilde: grenå bladet
charlotte