December måneds udstiller i Kulturhuset Pavillonen er billedkunstneren Birgit Myhre. Søndag den 27. november var der i den forbindelse fernisering på Birgit Myhres december-udstilling 2005.
Motiverne i Birgit Myhres billeder tager oftest udgangspunkt i naturen eller i gamle bygningsværker, men underordnes til stadighed den kunstneriske hensigt, - nemlig spændingerne i flade, streg og form og - ikke mindst - i farve.
Der er en poetisk dimension i værkerne, lette antydninger af kendte former. Men det afgørende er intensiteten, farvernes indbyrdes forhold. Dette bevirker, at øjet finder hvile og at man får anledning til at fordybe sig.
I tiden på Kunstakademiet og i flere år herefter arbejdede Birgit med batik, men begyndte i 80’erne at male på silke. Den kolorit og glans, som silken tilfører billederne, betager hende.
Hun har sammen med keramiker Niels Helledie fremstillet vægdekorationer, hvori de keramiske figurer er monteret med en baggrund af bemalede silkebaner.
Sideløbende med batik og silkemaling har Birgit Myhre arbejdet med papircollage og assemblage. I de senere år har hun desuden anvendt oliepastel og en kombination af akryl og oliefarver i sine billeder. Udstillingen i Kulturhuset Pavillonen kan ses frem til den 22. december.
Kilde: grenå bladet
charlotte