Fredag den 25. november slog thansen.dk dørene op til et stort supermarked for alle, der elsker at rode med de to- og firehjulede. Butikken har til huse på adressen Rugvænget 10 i Grenaa, og i fredags kickstartede salget med 20% rabat på alle varer samt en række helt ekstraordinære tilbud.
thansen.dk sørgede i den sidste tid op til åbningen for hektisk aktivitet på den nyopførte bygning på Rugvænget 10 i Grenaa, der er beliggende mellem Papirgården og Jem & Fix. Udstyr og reservedele til biler, knallerter, scootere og cykler er rykket ind i butikken. Teamet af medarbejdere kunne derfor i fredags invitere indenfor i det, der udgør kædens butik nr. 52. Ud over tilbehør til danskernes køretøjer, sælger thansen.dk også grej til mobiltelefoner, computere og andet teknisk udstyr.
thansen.dk forventer sig meget af butikken i Grenaa.
– Lokalerne er som skabt til os. De er rummelige og godt indrettede, og placeringen tæt på store indfaldsveje og de gode parkeringsforhold passer også som fod i hose til vores behov. Vores kunder tilhører jo primært den mobile del af befolkningen, siger butikschefen Bo Brejnholm.
Mange besøger butikken, fordi de mangler en bestemt del til en reparation, men i den nye butik vil kunderne tillige kunne få inspiration til for eksempel at shine bilen op. Individuel styling af biler, motorcykler og scootere er tidens trend, beretter Bo Brejnholm.
T. Hansen Gruppen A/S sælger reservedele og tilbehør til biler, motorcykler og knallerter fra 52 butikker spredt ud over hele landet. Virksomheden har desuden en stor internethandel med reservedele via www.thansen.dk. Kæden er også kendt for sine morsomme TV- og radio-reklamer, der altid afsluttes med kædens slogan: »T. Hansen - Så kører det for dig!«
Kilde: grenå bladet
charlotte