I anledning af, at Slægts- og Lokalhistoriskforening for Østdjursland den 24. november fyldte 25 år, er bogen »Djurslandske Anelister« netop udkommet. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen har ikke bare skrevet forordet, hans anetavle er også med i bogen, der indeholder oplysninger om knapt 4000 djurslændinge fra 45 slægters anetavler.
»Djurslandske Anelister« er ikke en historiebog i traditionel forstand, det er nærmere en slags vejviser fra 1550’erne og frem til 2005, hvor man kan slå op under et navn og se hvem, og hvordan personen står i familieforhold med andre personer, og hvis man er heldig, kan man få afdækket store dele af ens egen slægt på Djursland.
Man kan også se hvem der har lavet slægtsforskningsarbejdet og på den måde komme i kontakt, med fjerne slægtninge, der også arbejder på at afdække ens slægt. Det er altså et kæmpemæssigt slægtsforskningsarbejde, der på denne måde bliver stillet frit til rådighed for andre med samme interesse.
Medlemmer af Slægts- og Lokalhistoriskforening har så stået for den store opgave med at redigere anetavlerne, og ikke mindst at lave registret til de mange navne. Udgivelsen er en flot markering af jubilæet og en genvej til at komme godt i gang med slægtsforskning i djurslandske aner. Bogen er tilegnet Børge Kjær uden hvem, der ikke havde været helt så mange slægtsforskere på Djursland. Bogen udkom den 24. november ved jubilæumsreceptionen på Grenaa Egnsarkiv, og udgives af Det Historiske Udgiverværksted.
Kilde: grenå bladet
charlotte