Af Lærke Møller, volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Zambia
Jeg hedder Lærke, er 21 år og er rejst ud som volontør i Zambia (Afrika) for Folkekirkens Nødhjælp. Sammen er vi 5 unge fra 19 til 28 år, som er taget ud for at opleve det zambianske liv, og følge 2 organisationer, som Folkekirkens Nødhjælp arbejder med.
Varmen var det første, der slog mig omkuld, da jeg steg ud af flyveren i Lusaka torsdag d. 18/8-05 kl. 13.00 efter et døgns flyvning - og med venten i London og Johannesburg (Sydafrika). Nu skulle min spændende rejse endelig begynde. Der stod vi så spændte og ventede på vores baggage - og til min rædsel var min ikke med flyveren!! I Afrika er tid noget der slanger sig afsted, så en time efter stod jeg endelig med en seddel og et nummer, jeg kunne ringe på. Jeg er rejst til Zambia med Bo, Sophie, Karin og Tine. Vi skal sammen arbejde i to forskellige organisationer.
|
Den første hedder »CHAZ«, som står for Churches Health Association of Zambia, der bl. a. arbejder med HIV/AIDS-problematikken, og så WFC (Women For Change), som arbejder meget med kvinders rettigheder her I Afrika. Som en ekstra bonus blev vi sendt helt ud i bushen for at bo hos en zambiansk familie, så vi virkelig fik chancen for at komme helt tæt på det zambianske liv.
Vildt spændende, men også lidt skræmmende, men det er jo en del af det hele, at man skal leve 2 måneder uden strøm, vand og desuden leve med, at toilettet er et hul på 8 meter ned i jorden omringet af bambus! To dage efter ankomst d. 20/8-05: Jubii, min bagage er ankommet, hvilket betyder, at jeg ikke behøver at forklæde mig som en hvid afrikaner i kanga og farvede dragter, som ret beset kun klæder dem. Det var tid til at blive bragt ud i vores nye familier. Bo, Sophie og jeg skulle 5 timer væk fra Lusaka, Zambias hovedstad, til en lille by som hedder Mpongwe, der ligger ved cobberbæltet.
Der skal vi arbejde for »CHAZ« i to måneder på Mpongwe Missionshospital, og vores familier vil vente spændt på vores ankomst, og på at se »umunsunguen« - den hvide som skal bo hos dem de næste 2 måneder.
Min by bestod
af seks lerhytter
Der kørte vi så 7 km. ud i bushen væk fra Mpongwe, hvor jeg skulle bo - uhh meget spændt, og efter et kvaters kørsel på en meget dårlig og bumpende vej, var vi der endelig. Det skal siges, at der er meget tørt i Zambia, da regntiden kun optræder én gang om året. Min by bestod af 6 lerhytter - 5 med stråtækt tag og så et hovedhus - hvor min »far« og »mor« boede - som havde stålplader som tag. En af hytterne var et køkken med åben ild indeni, og en anden, som var meget forfalden, blev brugt til dyrene, som bestod af geder, høns, hunde, en masse køer og en kat. Lige som jeg havde forestillet mig - nok bare lidt mere primitivt. Jeg skulle så sove inde i hovedhuset med min mor og far. Jeg fik mit eget lille værelse og tilmed en rigtig seng. Havde ellers forestillet mig, at jeg skulle sove de næste 4 måneder på en sivmåtte - med deraf følgende hold i ryggen - så jeg blev positivt overrasket. Min familie var meget stor med en masse børn og voksne, så der var mange at holde styr på. Og så var de enormt generte over for mig i starten, holdt øje med alt hvad jeg gjorde og foretog mig lige fra toiletbesøg, tandbørstning og til hvor sjovt det ser ud, når jeg spiser med mine fingre. Det gør man jo hernede. Hver dag får man noget som hedder Nshima, som er en slags tyk grød lavet på majs, som er noget nær det eneste de kan dyrke her i Zambia på grund af, at det regner så lidt om året.
En slags grønkål...!
Så får man også en slags grønkål, som de bare steger med en masse olie og nogle gange kommer der et par tomater i. Hvis man er heldig får man et lille stykke kylling engang imellem, eller små røgede fisk, som hedder kapenda og som man spiser med hoved og hale og det hele. De nye spisevaner, omstændighederne og hygiejnen kostede mig en lille uge på hospitalet med voldsom diarré og et vægttab på 4 kilo. Det var en hård omgang, men jeg er ovenpå igen - bortset fra jeg ALDRIG mere spiser en kapenda igen, som har ligget hele dagen på markedet, fyldt med fluer og masser af bakterier. Men bortset fra det er det zambianske folk meget venlige og åbenhjertede. De er henrykte over vores besøg og gør alt for, at vi føler os velkommen og godt tilpas. Min familie er skøn hver aften når vi spiser og snakker. Vi griner til tårene triller ud af hovederne på os, når de hører om hvor anderledes vi er i Danmark med mange ting, og jeg af dem med deres mærkelige traditioner om flerkoneri og 100 børn.
Præsidenten kan
ses på numsen
Min »mor« sørger for, at jeg er ren og pæn, hvis jeg skal ud og vises frem som i en anden zoologisk have, og så er hun smadder-lykkelig, hvis hun kan få mig proppet ned i en kanga, som er et stort stykke stof de binder rundt om numsen. For på numsen er der et kæmpetryk af den zambianske præsident Mwanawasa. Hun mener, at folk bliver henrykte over at se umusunguen (den hvide) i kanga med præsidenten på numsen, og griner til hun falder ned af skamlen. Jeg griner skam også og tager den på for hendes skyld, selvom jeg føler mig som en komplet idiot.
Det næste som jeg skulle lære var at bære vand på hovedet fra en brønd, som ligger ca. 1,5 km. væk fra os. Min lillesøster på 15 år kaster en 20 liters dunk op på hovedet, og går så uden at holde eller noget, som om det er det letteste i hele verden. Jeg insisterede overfor min mor, at jeg også ville prøve, at jeg da også kunne gå i 38 graders varme med en dunk på hovedet - bare jeg kunne få lov til at holde med den ene hånd. Hun kiggede vantro på mig og sagde, at jeg dog måtte være skør. Og det fandt jeg så også hurtigt ud af, at jeg var. Jeg nåede lige at få dunken på hovedet og gå 20 meter, da jeg måtte lade dunken falde til jorden med et lille hyl i den sikre overbevisning, at jeg havde brækket nakken. Et øjebliks stilhed, og vi måtte alle falde om af grin. Så prøvede jeg med en 10 liters dunk, og den kunne jeg godt bære hvis jeg holdt godt fast med den ene hånd. Og jeg kan godt sige Jer, at folk de skreg af grin da de så unumsunguen gå forbi deres landsby med en dunk på hovedet - som en anden hvid afrikaner. Jeg brugte så også undskyldningen, at de jo lærer deres børn at gå med vand på hovedet fra de er 10 år, og at jeg aldrig nogensinde havde haft noget på mit hoved som jeg skulle bære - udover en hue om vinteren. Men jeg måtte så også bare indse, at jeg aldrig bliver lige så stærk som en afrikansk kvinde.
Positiv oplevelse
Det er fantastisk at bo i en landsby og komme helt tæt på de her mennesker og opleve, at de også er meget andet end det som man ser på fjernsyn eller læser om. Oplevelsen af at være hvid i Afrika har bestemt kun været positiv (bortset fra diarréen), og jeg kommer til at savne min afrikanske familie meget. Vi har lært meget af hinanden og givet en masse til hinanden. Jeg er blevet imponeret over dem, og har ihvertfald fået øjenene op for en masse ting, som jeg aldrig har tænkt over før.
Livsglæden fejler ikke noget i den zambianske landsby, som Lærke Møller har taget ophold i.
Lærke Møller fra Dalstrup ved Grenaa er i øjeblikket volontør for Folkekirkens Nødhjælp i Zambia. Her ses hun sammen med sin zambianske »mor« i den lille landsby, som har taget imod hende.
Kilde: grenå bladet
charlotte
05/05 2023
