I gamle dage sørgede nattevægterne for ro og orden i de danske købstæder, når de syngende gik rundt i gader og stræder i deres tunge kavaj, med huen trukket godt ned over ørerne medbringende morgenstjernen i den ene hånd og en osende tranlampe og et nøgleknippe i den anden.
Ordningen ophørte de fleste steder i begyndelsen af 1800-tallet, for først at blive genoplivet i vor tid som turistfænomen - ikke mindst er Ebeltoft kendt for sine »turist-vægtere«.
Vi ved, at også Grenaa havde sine nattevægtere. Det har givet ideen til at lade vægtersangen genopstå på Grenaa Kirkes klokkespil, idet det hver aften kl. 22.00 spiller det gamle vægtervers: »Om I vil Tiden vide/Huusbonde/Pige og Dreng/Da er det paa de Tide/Man føier sig til Seng!/Befaler Herren frie;/Vær klog og snild/Vogt Lys og Ild/Vor Klock' er slagen Ti«.
– Sådan har det lydt kl. 22.00 fra klokkespillet den sidste måneds tid, hvilket har resulteret i flere opringninger fra folk, der gerne lige ville høre »om der er noget galt«. Der er der ikke. Alt har sin forklaring, beretter Grenaa Kirkes klokkenist, Per Rasmus Møller.
Kilde: grenå bladet
charlotte