»Alle har en historie« var mottoet for dette års fællesnordiske arkiv-dag lørdag den 12. november. Lokalarkiverne i den nye Norddjurs Kommune tog forskud på samarbejdet i den nye kommune ved at holde åbent hus med en fælles-udstilling af og om de fire lokalarkiver.

|
I Grenaa foregik det på Grenaa Egnsarkiv på Grenaa Bibliotek. Ved samme lejlighed præsenterede Det Historiske Udgiverværksted dette års bog-udgivelse. Niels Kjeldsen fra Grenaa har en svaghed for anekdoter, men i stedet for kun at fortælle dem videre, når lejligheden byder sig - og med fare for at glemme pointen - har han i årevis skrevet dem ned. Nu har han så støvet dem af, og skrevet dem sammen i bogen »En byvandring i Grenaa - Lidt om gamle huse og en hel del om mere eller mindre kendte personer fra Grenaa«. Man må således sige, at bog-udgivelsen i meget høj grad levede op til dagens motto: »Alle har en historie«. En del af materialet om de gamle huse i Grenaa er hentet i byhistorikeren Carl Svenstrups lokalhistoriske bøger om Grenaa. Noget Niels Kjeldsen har indhentet tilladelse til hos skotøjshandler Peder Svenstrup, der er en af Carl Svenstrups efterkommere.
Henved 60 personer mødte op til bog-receptionen, hvor de første 50 udgaver af bogen i øvrigt blev solgt. Den kan købes på Grenaa Egnsarkiv eller Grenaa Bibliotek og koster 100 kroner.
Bogens forfatter, Niels Kjeldsen, ses stående på billedet, der er taget på selve udgivelses-dagen på egnsarkivet.
Kilde: grenå bladet
charlotte