Minsandten om ikke det snart er ved at være slut med det pragtfulde ”tæppe-bombardement” af kulturelle arrangementer rundt omkring i de små og store forsamlingshuse på Djursland. Det bliver da helt vemodigt at skulle undvære dét, men man må da håbe på politisk opbakning til en gentagelse næste år.
Nå, men tilbage til denne week-ends tilbud, der udover det i går omtalte arrangement med afrikansk slangedans også byder på kultur både lørdag og søndag. Det fortæller vi nærmere om i dag:			
	
	
	
	Bluegrass og linedance i Dråby
Lørdag aften kl. 19.30 lander den kulturelle stafet således på Mols i landsbyen Dråby. Hér kan man både høre skøn og velspillet musik, opleve en danseopvisning samt selv få lejlighed til at få rørt benene.
Det musikalske indslag kommer til at bestå af en lille koncert først på aftenen. ”New Hawks” er en spændende trio med rødder i Nørre Djurs, idet kapelmesteren er den fremragende guitarist, violinist og sanger Jens Falck. Han boede i mange år i en landsby i Nørre Djurs, hvor bl.a. sønnen Kim Falck voksede op, og han er nu blevet voksen og spiller både banjo og pedal-steel guitar. Trioen fuldendes af bassisten Brian Guldbech, og alle tre synger de, så det er en fryd for øret.
Herefter bliver der så som sagt budt på den i vore dage så populære line-dance, som dyrkes af tusindvis af danskere rundt omkring i klubber i hele landet. Hér i området findes der også adskillige foreninger, hvor denne amerikanske danseform dyrkes med stor begejstring. Én af dem er Djurs Country Liners, også med tilknytning til Nørre Djurs, idet gruppen har hjemsted i Fjellerup.
Dame-varieté i Skader
Da de både vanvittige og vanvittigt musikalske damekomikere i vinter gæstede Rimsø Forsamlingshus, blev vores Redaktør så dybt begejstret for Kofoed & Netterstrøm, at han skrev en artikel om denne optræden. Det er ellers noget af en opgave overhovedet at forsøge at beskrive dem; de skal simpelthen opleves.
Nu har man så chancen, idet de 2 bindegale yndigheder kommer forbi og vælter forsamlingshuset i Skader. Hvis du er lige så meget tvivl om, hvor det ligger, som vi var, kan vi give et lille vink. Det ligger i omegnen af Hornslet, ikke så langt fra Søby.
I programmet forsøger man at beskrive Kofoed & Netterstrøm på følgende måde:
”Bag overskriften gemmer sig en grine-oplevelse med denne artistiske synge-varieté. Kofoed & Netterstrøm er to virkeligt morsomme ”modne damer”, som med deres stokke-akrobatik, sang, mavedans og smidigheds-dressur, iført vanvittige og groteske kostumer, vil tage os med på en munter rejse. De tilsyneladende tragiske sammenstød mellem livets realiteter og de to kvinders egne forventninger skildres i et befriende komisk udtryk – meget personligt og dygtigt.”
Tag til Skader Forsamlingshus søndag d. 20. november kl. 14 – hvis du tør!
	
	Kilde: Skrevet af Rex
	
	rex