Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Hotel Grenaa og Hotel Havlund er slået sammen til ét hotel ved Grenaa Strand!

Ulla og Th. Rørbæk Jensens salg af Hotel Grenaa på Trekanten i Grenaa tidligere på året til fagforeningen 3F var samtidig startskuddet til, at ægteparrets to hoteller blev slået sammen til ét stort, udvidet og gennem-renoveret hotel ved Grenaa Strand.


Nemlig det tilbageværende Hotel Havlund, Kystvej 1 i Grenaa, som nu hedder Hotel Grenaa-Havlund. Der er ikke sket lidt, men meget med hotellet siden håndværkerne gik i gang med ombygningen i januar-februar måned i år. Ombygningen har blandt andet givet hotellet et nyt og flot Indgangsparti inklusive en nybygget hall/foyer, som rummer hotellets reception. 10 nye værelser på 1. salen har ombygningnen og renoveringen også medført, ligesom de 14 »gamle« værelser også har fået en ordentlig omgang. Resultatet er 24 moderne værelser med forskellige indretninger, men alle med bad/toilet og TV, telefon og internetadgang. Altså værelser, der er velegnede til såvel privat afslapning som forretningsmæssig aktivitet. En ældre- og handicapvenlig elevator-lift er der i øvrigt også blevet afsat plads og midler til i ombygningsplanen, således at hotellet kan tage imod og servicere alle slags overnattende gæster.
Det vil sige et hyggeligt hotel med alle former for komfort og moderne bekvemmeligheder. Placeringen er jo heller at kimse af. Det vil sige i rolige og smukke omgivelser - og tæt ved en landets smukkeste badestrande. Hotel Grenaa-Havlund tager imod gæster hele året rundt. Hotellet gør i både små og store selskaber - fødselsdage, receptioner, jubilæer, konfirmationer og andre festlige sammenkomster, a la carte-gæster, konferencer, kaffebord, dagens ret og favorable tilbud på overnatning i forbindelse med selskaber/fester. Paletten er bred. Hotellet kan klare selskaber på op til 120 siddende/spisende gæster. Weekendophold er også en del af Hotel Grenaa-Havlunds tilbud til sine gæster.
Specielle tiltag såsom sidste uges Mortens Aften-arrangement, udgør også en del af hotellets aktiviteter for at få kunder i butikken. 70 personer til andesteg med mere denne aften vidner om, at hotellet på ingen måde lever en skjult tilværelse.
– Vi har virkelig gang i den. Mange bestillinger og mange ordrer løber ind i en lind strøm. Det ser bestemt fornuftigt ud. Folk har åbenbart fået øje på os, og det er vi naturligvis glade for, siger Louise Rørbæk Jensen, som er hotellets daglige leder i tæt samarbejde med hendes mor, Ulla Rørbæk Jensen. Hotellet råder over fem fastansatte medarbejdere, og trækker derudover på ad hoc-personale i forbindelse med diverse selskaber.
– Vi synes selv, at vi med ombygningen har fået det hele til at hænge rigtig godt sammen. Vi har fået nogle lyse og venlige rammer at drive hotel i. Det hele har fået det friske pust, der skulle til for at vi har kunnet relancere hotellet som et nyrenoveret og større sted, som kan klare lidt af hvert, siger Louise Rørbæk Jensen.
Men planerne stopper ikke med den seneste ombygning, som lige nåede at blive færdig inden sommerens mange gæster invaderede hotellet.
– Den helt store omgang er vi ovre, men forude venter der nogle små-projekter, som klares hen ad vejen. Eksempelvis restauranten, som skal have et lille løft. Men det tager vi stille og roligt. Der vil altid være noget at tage fat på. Vi råder trods alt over cirka 1700 m2 hotel her efter om- og tilbygningen, slutter Louise Rørbæk Jensen.
Hotel Havlunds historie startede helt tilbage i 1926 som et lille landbrug, der på et tidspunkt fik tilbygget en dansepavillon til stor glæde for byens befolkning. Mange ændringer er der sket gennem årene og flere bygninger er kommet til - og altså senest i år.
Louise Rørbæk Jensen og Ulla Rørbæk Jensen er sammen med deres personale klar til at tage imod gæster hele året rundt ovenpå en større ombygning af Hotel Havlund, som i sin nyrenoverede udgave hedder Hotel Grenaa-Havlund.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam