»Børnebiffen på tur« viste gratis film for ca. 300 børn fra 3 til 6 år i Grenaa Kino
»Børnebiffen på tur« viser gratis biograffilm for alle børn i alderen 3-6 år og deres voksne pædagoger, dagplejere, forældre og bedsteforældre. Initiativet kommer fra Det Danske Filminstitut, der via kontakt til Grenaa Børnebio og Grenaa Kommune i sidste uge kunne give cirka 300 børn og voksne en god biografoplevelse i Grenaa Kino.
Det foregik altsammen tirsdag formiddag i sidste uge - og det var med Orla Hansen Birk fra Grenaa Børnebio, Gert Skov fra Grenaa Kino og fritidskonsulent Preben Brandstrup fra Grenaa Kommune som de lokale tovholdere på projektet.

|
Det var også via Orla Hansen Birk, at der i september måned blev sendt indbydelser ud til børnehaver og dagplejemødre i kommunen vedrørende »Børnebiffen på tur«, som er et pilotprojekt, der kører her i efteråret 2005 samt forår og efterår 2006 - og som allerede nævnt i et samarbejde mellem Det Danske Filminstitut (DDF) og en række biografer og kommuner rundt omkring i landet. Udover Grenaa runder »Børnebiffen på tur« også Bornholm, Silkeborg, Århus og Odense kommuner. DDF stiller filmene gratis til rådighed og har produceret foldermateriale og plakater. De enkelte kommuner finansierer leje af biografsal og betaler for transport af filmene mellem biograferne. Desuden er Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber aktive i en række af kommunerne - både i forhold til at arrangere filmforevisningerne og ved at præsentere filmene i biografen. Dette gør sig i høj grad gældende i Grenaa Kommune via Grenaa Børnebio, der i øvrigt tager hul på sæsonen 2005/2006 i indeværende uge.
Målet med »Børnebiffen på tur« er at inspirere til, at så mange kommuner og biografer som muligt får lyst til at vise film for de små børn, som jo er fremtidens biografgængere.
– De elsker de gode film, der er særligt målrettet til dem. Børnebiffen på tur giver de små børn mulighed for at møde filmen som kunstart og få en indsigt i biografens forunderlige verden, udtaler DFI’s konsulent på pilotprojektet, Line Arlien-Søborg, der som helt ung spillede med i flere Niels Malmros-film. Men det er en helt anden historie.
To film-pakker
DFI har sammensat to pakker med film til »Børnebiffen på tur«. En pakke særligt målrettet til de helt små biografgængere fra 3 år og en pakke til de lidt større fra 5 år. Børnene var således delt op i disse to aldersgrupper, da filmpakkerne blev vist i Kino i sidste uge. Først skulle de mindste se tegnefilmene »Ernst i svømmehallen« og »Mis med de blå øjne« plus kortfilmen »Hænderne op« af Morten Henriksen.
Derefter var det de lidt større børns tur til at se tegnefilmene »Desmonds æbletræ« og »Ernst og fodbolden« plus kortfilmen »Bror, min bror« af Hans Ruben Gentz. »Børnebiffen på tur« viser med andre ord små, korte film - om børn og for børn.
Orla Hansen Birk kan fortælle, at man har forsøgt sig med noget lignende i Grenaa for nogle år siden via Danske Børne- og Ungdomsfilmklubber, men det gik i sig selv igen, idet børnehaverne skulle betale for at komme i biografen dengang. Og selv om beløbet var beskedent, så var det dog nok til, at de fleste takkede nej, hvorefter initiaivet selvsagt stoppede af sig selv.
– Der er lidt mere perspektiv i det her koncept, idet det er gratis for alle - undtagen kommunen, der skal støtte med sal-leje for at det kan køre. Det har man heldigvis valgt at gøre her i Grenaa, og jeg synes vi har fået en rigtig god start med cirka 300 opmærksomme og medlevende børn og voksne her ved den første seance. Jeg er dog sikker på, at endnu flere melder sig til næste gang chancen byder sig, siger Orla Hansen Birk fra Grenaa Børnebio.
Den næste Grenaa-forevisning i »Børnebiffen på tur« er tirsdag den 14. marts 2006.
Orla Hansen Birk understreger, at »Børnebiffen på tur« er for alle børn i alderen 3 til 6 år og deres voksne - hvad enten det er pædagoger, dagplejere, forældre eller bedsteældre.
»Børnebiffen på tur« er et pilotprojekt fra Det Danske Filminstitut, som støttes økonomisk af Grenaa Kommune.
Cirka 300 børn og voksne fra Grenaa Kommunes børnehaver og dagplejere var i Kino tirsdag formiddag i sidste uge for at se gratis børnefilm sammen.
Kilde: grenå bladet
charlotte