Det årlige torskegilde og det årlige bankospil i Grenaa Haandværkerforening nærmer sig på raske fjed - blandt andet - fremgår det af det seneste nyhedsbrev fra foreningen, som her i nyere tid er blevet omdøbt til Grenaa Håndværker- og Industriforening.			
	
	
	
	Generalforsamlingen for 2005 har foreningen fået klaret. Den bød ikke på de store overraskelser, men en stille glæde over, at branchen generelt har det godt. Der er således god gang i byggeriet - og herunder også god gang i grundsalget i Grenaa Kommune. Dette efterfulgt af en opfordring til såvel den nuværende som den kommende kommune om hele tiden at sikre et godt udbud af udstykninger. Ikke mindst grunde med en særlig god beliggenhed - tæt på naturværdier og rekreative værdier i det hele taget. Generalforsamlingen bød også på en opfordring til politikerne om ikke at falde på halen over denne verdens »Lidl’er«, som måske tromler lidt let henover byråd i udkantsområderne. Håndværkerforeningens bestyrelse gav udtryk for den holdning, at vi har råd til at sige nej tak - eller rettere »ja tak«, men på vores betingelser.
Endvidere blev »Å-guden« - foreningens gave til Grenaa i forbindelse med foreningens 150 års jubilæum - omtalt på generalforsamlingen. Man konstaterede, at arbejdet var blevet afsluttet i år, og at man endnu engang gerne ville rette en stor tak til alle sponsorer og samarbejdspartnere i forbindelse med projektet. 
Henrik Møller nyt
ansigt i bestyrelsen
Under valg til bestyrelsen sagde direktør for Klintehuset A/S i Grenaa, Poul Erik »Bob« Aagaard Pedersen, farvel til bestyrelsesarbejdet efter mere end 20 år. Ny i bestyrelsen blev i stedet VVS-installatør Henrik Møller fra VVS-firmaet Per Møller ApS i Grenaa. Bestyrelsen ser således ud ovenpå generalforsamlingen: Formand Tommy Glindvad, næstformand Esben Møller, sekretær Jørgen Andersen, kasserer Lasse Andersen foruden de menige medlemmer Michael Tipsmark, Klaus Allermann og Henrik Møller.
Årets generalforsamling i håndværkerforeningen startede i øvrigt med en borgmesterkandidat-duel mellem socialdemokraten Niels Erik Iversen og Venstre-manden Jens Peter Jellesen. Det var især turismen og de mange nye sommerhusgrunde - især i den nordlige del af den nye kommune - der blev debatteret i den forbindelse.
Foreningens traditionsrige arrangement - Torskegildet - afholdes i år torsdag den 3. november på Hotel Havlund ved Grenaa Strand. Under gildet vil håndværkerforeningens initiativpris, »Kanne-prisen«, traditionen tro blive uddelt.
Den 9. november afholdes så det årlige bankospil i Grenaa Håndværker- og Industriforening. Det foregår i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Endelig planlægger man i foreningen en tur til Sparekassen Kronjyllands relativt nye hovedafdeling på Randers Havn. Tilmelding kan ske ved henvendelse til formanden Tommy Glindvad senest den 28. november. Selve turen afvikles onsdag den 1. december.
	
	Kilde: grenå bladet
	
	charlotte