Mandag den 7. november kl. 19.30 opfører Den Jyske Sinfonietta Mozarts Requiem i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Mozarts berømte dødsmesse er nok det af alle hans værker, som i eftertiden er blevet genstand for flest spekulationer. 			
	
				
			
	
	
	Den 35-årige komponist nåede kun at skrive omkring halvdelen af sit kirkemusikalske hovedværk, før han i 1791 selv blev indhentet af døden, og Requiem måtte fuldføres af Mozarts elev, Süssmayr, ud fra komponistens efterladte notater.
Flere komponister har dog efterfølgende forsøgt at komponere videre på Mozarts arbejde. Senest, på 200-året for Mozarts død, har den engelske komponist Duncan Druce lavet en færdiggørelse af værket på baggrund af nyfundne skitser fra Mozarts egen hånd.
Druce’s færdigbearbejdelse er karakteriseret ved en konsekvent brug af mørktklingende instrumenter fagot og bassethorn, og herved forstærkes dens karakter af sorg og vemod, som en naturlig følge af værkets tema.
Som noget helt nyt kan publikum opleve den store korfuga, som Mozart i sin skitse til værket lod følge efter den berømte langsomme »Lacrymosa«-sats. En sats som Süssmayr helt så bort fra i sin  udgave. Den Jyske Sinfonietta står for opførelsen. 
Den Jyske Sinfonietta er et klassisk ensemble, etableret i 1997 med Silkeborg som hjemsted - bestående af udelukkende unge, professionelle musikere og sangere, uddannede fra landets musikkonservatorier.
Billetter kan købes i Kulturhuset Pavillonen, i én af Djurslands Banks filialer eller via hjemmesiden www.pavillonen.dk.
	
	Kilde: grenå bladet
	
	charlotte