Også i dag lader vi et læserbrev optræde som tophistorie. Det gør vi for at holde fast i en vigtig debat, synes vi, for det er en fælles opfordring til alle de politikere, vi snart skal hen og stemme på, som vi bringer hér. Hos de lokale socialpædagoger er man bange for, at de nye kommuner kommer til at tabe nogle mennesker på gulvet, hvis ikke politikerne i tide tænker sig grundigt om. Derfor har deres formand skrevet følgende indlæg:			
	
	
	
	D. 15. november skal vi vælge politikere til de nye kommuner og til regionen. Det er det vigtigste valg i mange år – ikke mindst for de borgere, der har brug for hjælp i dagligdagen.
Socialpædagoger arbejder med disse borgere. Vi er forpligtet til at sikre, at de ikke glemmes eller kommer til at betale prisen for strukturreformen. De skal ikke betale for de valgløfter, politikerne kommer med for at sikre sig pladser i de nye kommunalbestyrelser eller i Region Midtjylland.
Politikerne diskuterer sygehuse, skoler og ældre. Det er endnu uklart, hvilke følger reformen får for handicappede, anbragte børn og unge og andre udsatte grupper. Men det er ret klart, at mange politikeres kendskab til arbejdet med disse grupper er minimalt. 
Mange kommuner har nærmest pr. automatik sagt, at de hjemtager de specialiserede opgaver fra amtet – på nær nogle få områder. Og de har sagt det uden skelen til dét kvalificerede og professionelle arbejde, der i dag foregår i amterne.
Socialpædagoger har gennem årene været med til at opbygge specialiserede tilbud til borgere, der har brug for særlig hjælp og støtte. Det er helt afgørende, at disse tilbud ikke udvandes.
Vi forlanger derfor, at de kommende politikere tænker sig om og inddrager socialpædagoger og andet personale i arbejdet, så de kan bidrage med deres erfaring, viden og kompetence.
	
	Kilde: Skrevet af SL-lokalformand Verner Pedersen i Randers Amtsavis d. 31. oktober
	
	rex