Ældre Sagen Nørre Djurs og Ældrerådet har i samarbejde arrangeret en foredragsaften med sundhedskonsulent og forfatter Inga Klode, Århus. Emnet er: »Værdierne i de forebyggende hjemmebesøg« og eftermiddagsarrangementet foregår i Nørre Djurs Hallen i Glesborg onsdag den 26.oktober.
Lov om forebyggende hjemmebesøg trådte i kraft pr. 1. juli 1996. Inga Klode har været med helt fra starten, da hun blev ansat ved lokalcenter Marselis i Århus.
Hjemmebesøgene er et frivilligt tilbud til alle borgere over 75 år, og man vælger selv, hvad der skal tales om. Det kommer Inga Klode og giver et bud på i sit interessante og medrivende foredrag, og som hun udtrykker det; »det skal være menneskearbejde før ekspertarbejde og det handler om at skabe god kontakt, lytte, være nysgerrig og mærke stemningen, opmuntre støtte og evt. være bindeled til frivillige organisationer«.
På opfordring fra Århus Kommune har Inga Klode skrevet en bog der hedder »Spor og Himmelstrejf«, som udkom i 2001.
Kilde: grenå bladet
charlotte