Borde og stole for 110.820 kroner - til møblering af det nye cafeteria i Grenaa Idrætscenter - det er ikke en udgift, som fonden bag Grenaa Idrætscenter selv har måttet hive op af lommen.
Via ansøgning har man nemlig fået bevilget dette beløb af Tuborg-fondet, og den pænt store check blev overrakt til formanden for GIC-fonden, Jørgen Steffensen, af direktør Finn Terkelsen fra Tuborg-fondet mandag i sidste uge. Og det foregik naturligvis i det udvidede Grenaa Idrætscenter, hvor Finn Terkelsen blev trakteret med både rundvisning og frokost.
– – Det er et dejligt sted med nogle rigtig gode faciliteter, som nu er blevet endnu bedre med udvidelsen. Jeg synes også man må sige, at det gamle og det nye hænger smukt sammen. Det gamle er på ingen måde nedslidt. Det vidner om, at I passer godt på Jeres idrætsfaciliteter. Det vidner også om, at der er nogle ildsjæle, der knokler med netop det, og det arbejde vil vi gerne honorere i Tuborg-fondet, sagde Finn Terkelsen i forbindelse med overrækkelsen af checken.
Direktør Finn Terkelsen fra Tuborg-fondet overrækker en check på 110.820 kroner til formanden for GIC-Fonden, Jørgen Steffensen. På billedet ses også bestyrelsesmedlemmerne Hans-Ole Malfeld og Poul Nielsen samt halinspektør Valdemar Haumand, der er sekretær for fondsbestyrelsen.
Kilde: grenå bladet
charlotte