Det sker ofte, at Grenaa Kino har en Danmarkspremiere på plakaten. Men det er yderst sjældent, at biografdirektør-parret Gert og Nia Skov kan præsentere en Danmarkspremiere - eller en film i det hele taget - hvor en del af statisterne og optagelses-stederne er af lokal oprindelse.
Det skete imidlertid fredag den 7. oktober, hvor Kino var blandt premierebiograferne, idet den danske thriller »Mørke« rullede hen over biograf-lærrederne for første gang.
Der er i den forbindelse lavet optagelser i både Vejlby og Gjerrild, og denne fredag lavede Kino i den anledning et helt specielt arrangement i samarbejde med Vejlby og Omegns Borgerforening ved den første forevisning kl. 18.30. Den røde løber var rullet ud og Vejlby-statisterne med flere ankom standsmæssigt i eksklusive køretøjer, såsom nærværende veteranbil. Derefter blev der disket op med et mindre traktement inden man gik ombord i selve filmen, der i øvrigt har fået fantastiske anmeldelser. Filmen kan stadig ses i Grenaa Kino - og det kan ske hver dag i indeværende uge kl. 19.00. Desuden som forestilling i Baby-Biffen onsdag den 26. oktober kl. 11.00. Baby-Biffen er for nybagte mødre (og fædre) og deres små poder. Samme onsdag kører filmen også som en Seniorbio-forestilling kl. 14.00.
Kino’s program i øvrigt her i efterårsferien er som følger: »Far til fire - gi’r aldrig op«, »Flightplan«, »The Wedding Crashers«, »Fartstriber« og »Madagascar«. Se tidspunkterne for hver enkelt forevisning i Kino’s annonce her i Grenaa Bladet.
Kilde: grenå bladet
charlotte