Pressemeddelelse:
H.C. Schmidt lammer fiskeriet fra Norddjurs .
SF-Norddjurs, der dækker den fremtidige, nye Norddjurs Kommune bekymrer sig stærkt om fiskerierhvervets fremtidsmuligheder. Den nye storkommune rummer to betydelige fiskerihavne med tilhørende samfund omkring. Havnene er et vigtigt aktiv for et område, der i øvrigt er præget af industriel afvikling.
De er vigtige som direkte og indirekte arbejdspladser, de er særdeles vigtige for turismen i området, og de er uerstattelige for den nye kommunes identitet.
Vi er bestyrtede over, at fødevareminister Hans Christian Schmidt nu over hals og hoved vil trumfe en kapitalisering af fiskekvoter igennem. Ministeren vil indføre såkaldte fartøjskvoteandele (FKA) fra nytår. Han vil fratage den enkelte fisker retten til at fiske, og vil i stedet give udvalgte fartøjer en kvoteandel. Den kan de udvalgte så sælge videre, hvis de vil. Et fiskeri-institut i Hirtshals anslår ifølge Politiken 20/9, at der er tale om en værdi på ca. 4 milliarder kroner.
Ministerens plan vil betyde en afvikling eller kraftig reduktion af fiskeriet fra havnene i Bønnerup og Grenå. Det viser alle erfaringer fra udlandet. Ordningen vil – også udtrykt af ministeren selv – betyde langt færre og større fartøjer. Generationsskiftet i fiskerierhvervet vil blive umuliggjort for den almindelige unge fisker uden stor kapital i ryggen, ligesom det ikke vil fremme bæredygtigheden i fiskeriet. Vinderne bliver ikke mindst de banker, som har mange penge til gode i store kuttere. Taberne bliver især de mindre kystfiskere. Ordningen er bygget således op, at store fiskerirettigheder i Kattegat forudses at ville forsvinde til ejere af store fartøjer på Vestkysten. Det er en katastrofe for vore fiskersamfund og for vor nye kommunes fremtid!
Vi opfordrer alle ansvarlige politikere i de kommuner, som danner grundlaget for den nye Norddjurs Kommune, til at gå sammen om at bekæmpe dette "storhedsvanvid", som vil lægge fiskerihavnene i Grenå og Bønnerup øde. Det haster!
Mads Nikolajsen, tlf. 86 32 63 27
Kirsten Bech Hansen, tlf. 86 38 95
Medlemmer af SF-Norddjurs.
Kandidater til kommunevalget 15. november.
PS Fødevareministeren vil på et møde på Grenå Havn onsdag 5. oktober forsøge at overbevise fiskerne om sit forslags fortræffeligheder.
--
Kilde: Erik Bjørn Olsen
rex