I morgen aften (d. 6. oktober kl. 19.30) bliver der uden tvivl gang i den, når James Rasmussens Trio giver den gas i Kulturhuset i Trustrup afvekslende med erindringsglimt fra hans fortid i én af de mest legendariske danske grupper, Four Jacks.
James Rasmussens Trio i Trustrup
Der er vist ikke mange mennesker over de 40, der ikke med enten fryd eller det modsatte mindes sin barndoms Giro 413 med den ene indspilning efter den anden med Four Jacks i evig rotation på pladetallerkenen i dette program.
Four Jacks var fra starten i 1956 et forsøg på at lave en dansk sangkvartet i stil med de amerikanske Four Freshmen. Det var den senere så velkendte sangsolist John Mogensen, der startede gruppen, og udover ham var det Bent Werther, Otto Brandenburg og Poul Rudy, der lagde stemmer til de allerførste indspilninger, f.eks. ”Blot slentre gennem regn” i 1957.
Allerede fra første færd var Four Jacks en kolossal succés, bl.a. gennem de første underholdningsudsendelser i dansk TV. Da de først og fremmest talte til et voksent publikum, blev gruppen dog hurtigt en spændetrøje for Otto Brandenburg, som var mere interesseret i den spirende rock & roll. Han forlod gruppen allerede i 1958 og blev i stedet landets første rigtige teenage-idol.
Som erstatning for ham lykkedes det dog hurtigt at finde frem til James Rasmussen, der p.g.a. sit orkesters opløsning måtte opgive sin karriere som rock & roll-sanger. Herefter gik det for alvor stærkt for Four Jacks, der de følgende år lavede så mange ”landeplager”, at det fører for vidt hér at remse dem op.
Populariteten var overvældende, men allerede i 1963 knagede det så meget i det indbyrdes samarbejde, at gruppen gik i opløsning. Vidt forskellige var de 4 både i temperament og musikalsk smag – og ambitioner. Mens de andre fortsatte som solister herhjemme, tog James Rasmussen det store spring ”over dammen” til USA, hvor han indspillede flere plader og fik enkelte små hits.
To af medlemmerne er for længst døde, men efter hjemkomsten har James Rasmussen de senere år taget rundt i det ganske land. Hér fortæller han lystigt om tidligere tiders bedrifter, mens han fletter sine egne udgaver af de gamle Four Jacks-hits ind. Og det bliver ikke mindre fornøjeligt af, at han bliver akkompagneret af rytmegruppen fra de legendariske Delta Blues Band, Søren Engel på bas og Preben Feddersen på trommer.
Kilde: Skrevet af Rex
rex