I denne week-end er det i Rønde-området, det sner. Arrangementerne lørdag og søndag foregår nemlig i Rostved og Thorsager forsamlingshuse. 2 spændende arrangementer, som vi fortæller om i dag.
Elrik Nørmo, Morter & Falck i Rostved
Der er ingen tvivl om, der venter en virkelig fin aften lørdag d. 1. oktober kl. 19.30 med både komik og musik af usædvanlig høj klasse. Den velkendte stand-up-komiker Anders Ørskov optræder med én af sine pragtfulde figurer, nemlig Elrik Nørmo.
For at give et billede af, hvad denne komiker står for, lader vi hans hjemmeside fortælle om ham:
”Med sine troværdige og særdeles komiske figurer viser Anders Ørskov os vores menneskelige svagheder fra den sjoveste side. Egenskaber som forfængelighed, bedreviden, magtbegær, selvmedlidenhed og ubevidsthed bliver udstillet og udlevet med en solidarisk og kærlig skarphed. Dén slags komik, Anders underholder med, er ikke nedladende og udstiller ikke konkrete personer – det skyldes, at han har alt materialet fra sig selv og fra mennesker, der ligner ham. Den udstiller nogle af de træk, vi alle har til fælles. Træk man godt kunne græde over, men som han får folk til at grine befriende ad.”
Man kan også gå ind og læse mere og oven i købet se videoklip på følgende adresse:
www.festkomik.dk/elrik/elrik.htm
Efter den komiske del af aftenen bliver der sandelig også ”guf” for øregangene. Det er en veteran fra den moderne engelske folkemusikscene fra halvfjerdserne og frem, der lægger vejen om Rostved denne aften. Doug Morter har spillet guitar og sunget med legendariske orkestre som Albion Band og Magna Carta, både med egne kompositioner og med opdaterede versioner af skotske folkemelodier.
Sådan er repertoiret også, når han spiller sammen med sin danske medspiller Jens Falck, der som bekendt håndterer både guitar og violin på smukkeste vis. At sidstnævnte også har en fortid som djurslænding og tit har ladet sine toner lyde på disse kanter i mange forskellige sammenhænge, gør det jo bare ekstra interessant at høre ham sammen med en så dygtig musiker fra det store udland.
Man skal da vist have en ualmindelig god undskyldning for ikke at drøne til Rostved denne lørdag aften!
På rejse med Sirius og folkemusik i Thorsager
Dagen efter sker der som nævnt allerede noget på de kanter. Denne gang er folkene bag Thorsager Forsamlingshus værter. De slår dørene op kl. 14 til et arrangement med både spændende beretninger og skøn musik.
Jesper Melin Petersen fra Odense har rejst med Sirius-patruljen, og det er hans spændende oplevelser hér han deler ud af, illustreret med flotte lysbilleder.
Bagefter står den på både irsk og dansk folkemusik med 2 glimrende musikere. Fra Calgary i Canada kommer David Glowasky, som det meste af året lever i Danmark, men en gang om året rejser tilbage til sin hjemby, hvor han er vidt berømt som ”The Flamin` Fiddler”. Hertillands har han igennem de senere år spillet meget i en duo sammen med harmonikaspilleren Christian Bach, der de seneste mange år har boet på Djursland.
Sammen med Peru-aften i aften (som vi fortalte om i går) er der sandelig lagt op til en begivenhedsrig week-end i Djurslands forsamlingshuse.
Kilde: Skrevet af Rex
rex