På Grenaa Handelsskoles Kursuscenters nye akademiske lederuddannelse er der startet 16 elever på den tre-årige uddannelse. Det er en videregående uddannelse, hvor der er et nyt fag samt eksamen hvert halve år.
Holdet har selv valgt at lægge ud med det obligatoriske fag »Ledelse i praksis«, hvor der bliver undervist hver mandag aften kl. 19.00-21.00 på Handelsskolens Kursuscenter i Grenaa. Holdet er stadigt åbent, så der er mulighed for at springe på uddannelsen mandag den 26. september. En typisk studerende er en mand/kvinde, 37 år, ansat som leder (eller kommende) i det private erhvervsliv. På Kursuscentret havde man håbet på, at der var flere offentligt ansatte, der havde benyttet sig af muligheden for at få en kompetencegivende uddannelse, og man vil derfor opfordre denne gruppe til at overveje denne uddannelsesmulighed. Akademiuddannelsen er også yderst relevant for folk, der ønsker et jobskifte, idet det er en stor fordel at kunne dokumentere, at man er i gang med en akademisk lederuddannelse. Det viser overskud og initiativ, og det er ofte de små marginaler, der afgør, om man bliver nummer et eller to i en jobsamtale. Det er hensigten, at der starter et nyt hold op i januar måned 2006, og Grenaa Handelsskoles Kursuscenter vil derfor udbyde fagene »Ledelse i praksis« og »Organisation« med opstart ultimo januar og eksamen i juni 2006.
Er man interesseret i at få en akademisk videregående lederuddannelse, er man velkommen til at kontakte Grenaa Handelsskoles Kursuscenter på telefon 87 58 04 20. Man kan også klikke ind på hjemmesiden www.kcd.dk for at læse mere om uddannelsen.
Kilde: grenå bladet
charlotte