Der er simpelthen så meget liv i de forsamlingshuse, at det kniber ganske gevaldigt med at følge med hér på Netavisen. Der sker noget så godt som dagligt, og for eksempel var der ét i aftes, som vi bagudomtaler i dag sammen med de 3 i denne week-end, du stadig kan nå at være med til.
Årets gang med Sirius i Uggelhuse
Helt ude i hjørnet af den nuværende Sønderhald Kommune – ja, så langt ude, at det for fremtiden bliver en del af Ny-Randers – ligger Uggelhuse. Det stedlige forsamlingshus var torsdag aften rammen om et arrangement, der bød på både foredrag og musik.
Karl-Jørgen Dyrvig Jensen fra Vejle fortalte og viste lysbilleder fra slædepatruljen Sirius. Foredraget bød på en gennemgang af, hvordan året former sig for de 12 mand, der gør tjeneste ved Sirius patruljen - med billeder fra Danebrog, depotudlægning, slæderejserne, dyrelivet i nordøst Grønland og - selvfølgeligt – vapperne (slædehundene).
Aftenen sluttede af med folkemusik og fællessang med Nørre Djurs-trioen Djursland 3 med brødrene Helge og Carsten Sørensen på henholdsvis guitar/sang og bas samt violinisten Torben Harbo.
Lokal aften i Sangstrup
I aften er der så igen liv i et forsamlingshus i Nørre Djurs. Denne gang drejer det sig om Sangstrup, og der er både egnshistorie, komik og musik på programmet.
Én af byens egne borgere, Peter Hjembæk, har en stor viden om Sangstrup og omegns historie, og han er kendt som en levende fortæller.
Resten af aftenen kommer til at bestå af komiske indslag med Grenå-manden Søren Bruun og musikalske godbidder med sangeren og guitaristen Richard Struve.
På forhånd er der i øvrigt lagt op til bålhygge, hvis vejret tillader det – og det må vi vist sige, det gør!
Kulturdag for hele familien i Strands
Igen har vi måttet have fat i et Djurslands-kort for at være helt sikre på, hvor i alverden Strands ligger. Vi kan nu røbe, at det ligger på det smukke, smukke Mols – ikke så langt fra Tved! Her er der kulturdag det meste af lørdagen, og vi lader indholdet præsentere af folderteksten, der fortæller følgende:
”Fra kl. 13 til kl. 20 vil Strands Forsamlingshus summe af kulturliv denne dag. Maleriudstilling, keramikudstilling med raku-værksted, pileflet-værksted og træsnit-værksted, drage-hjørne for børn, molbo-historier fortalt af tidligere lærer Helmer Andersen, tryllekunst-show med Dr. Bo og meget andet.
Et stort bål vil brænde hele dagen og vil ved aftenstid blive til en jordovn, hvor man under kyndig vejledning i brug af krydder-urter kan tilberede aftensmaden. Altså en dejlig familiedag med masser af oplevelser i smukke omgivelser.”
Radiodoktoren i Tåstrup
Vi var da heller ikke alt for sikre på, hvor Tåstrup er, og for at ingen skal forvilde sig til Amager, må vi hellere slå fast én gang for alle, at Tåstrup altså er en landsby på det allernordligste Mols tæt ved vejen mod Tirstrup – og naboby til Feldballe.
Hér bliver der liv og glade dage, når den fra radioen så velkendte og folkekære Carsten Vagn Hansen sammen med sin kone Joan vil underholde et par timer fra kl. 14 søndag eftermiddag. Carsten Vagn Hansen er især kendt for at lægge vægt på, at livsappetit og –glæde er vigtigt for sundheden. Han er desuden en varm fortaler for både at bruge moderne lægemidler og den mere traditionelle natur-medicin. Og hvis man så oven i købet sørger for sammen med sine nærmeste ikke går af vejen for en sund latter (og en sang), har man et godt grundlag for et bedre helbred.
Ægteparret går selv forrest, også når det gælder at synge, og de vil således krydre eftermiddagen med fællessang.
Kilde: Skrevet af Rex
rex