Nu er efteråret begyndt, og dermed starter fyraftensandagterne i Grenaa Kirke igen. Onsdag den 21. september kl. 17.00 står Signe Hvidepil for andagten.
Hun er et af Grenaa Menighedsråds nye medlemmer, og hun brænder især for at sætte gang i aktiviteter, der kan give mennesker lyst til at fordybe sig. Også mennesker, der normalt ikke kommer meget i kirken.
Således har hun været med til at arrangere pilgrimsvandringer både for konfirmander og for voksne. Signe er også en af hovedkræfterne bag det nye og flotte kirkeblad.
Signe Hvidepil har boet i Grenaa i 9 år. Hun er uddannet pædagog, afspændingspædagog og psykoterapeut, og fra sit arbejde kender hun behovet for nærhed og tro og tillid imellem mennesker. Hun har først og fremmest arbejdet med børn, der er kommet skævt ind på livet, som er smidt ud hjemmefra, og som forsøger at finde en ny begyndelse. Således har hun været pædagog på Djurshøj, og hun har været afdelingsleder på et projekt for 18 unge, der boede dels i to bofællesskaber og dels på egne værelser. Hun har også været med til at skabe Heldagsskolen i Ebeltoft - en skole for adfærdsvanskelige børn. For tiden er hun tilknyttet en lignende heldagsskole i Hillerød.
Den tekst, der skal danne ramme om fyraftensandagten, er dåbsteksten om Jesus og de små børn, og Signe Hvidepil vil i forlængelse heraf tale om, hvordan små børn snakker om og oplever Guds nærvær. Hun vil også komme ind på, hvad vi voksne kan lære af det i forhold til vores eget liv. Betty Arendt vil indlede andagten med en solo, og sammen skal man synge »Giv mig Gud en salmetunge« og også et par af de nye, kendte salmer, »Måne og sol« og »Spænd over os dit himmelsegl«.
Menighedsrådsmedlem Signe Hvidepil står for efterårets første fyraftensandagt i Grenaa Kirke. Det sker onsdag den 21. september kl. 17.00.
Kilde: grenå bladet
charlotte