Onsdag den 28. september indbyder Ældrerådet i Nørre Djurs og Ældre Sagens lokalkomiteer i den nye storkommune på Norddjursland - det vil sige Rougsø, halvdelen af Sønderhald, Grenaa og Nørre Djurs kommuner - alle borgere til debataften i Nørre Djurs Hallen i Glesborg.
Formanden for lokalkomiteen i Nørre Djurs Ingeborg Kyed Pedersen fortæller, at et bredt udsnit af opstillede kandidater til den nye storkommune vil deltage i panel.
– Det er utrolig vigtigt, at vi markerer os, da storkommunens ældre borgere udgør en stor del af de stemmeberettige borgere, og da kommunalreformen har indflydelse på, at kommuner med forskelligt serviceniveau på ældreområdet skal sammenlægges. Det betyder, at de nyvalgte kommunalpolitikere vil få ansvaret for at beslutte, hvor den ny storkommunes fælles serviceniveau på bl. a. ældreområdet skal ligge, siger Ingeborg Kyed Pedersen, og fortsætter:
– Men det afgørende spørgsmål for ældre er: Bliver det højeste eller laveste fællesnævner, der skal gælde - og hvad betyder det konkret for kvalitetsstandarder og visitationer til ydelser som hjemmehjælp, genoptræning, boligtilbud med videre. Så der er nok at holde politikerne fast på, siger hun.
Lokalkomiteen har på forhånd sendt spørgsmål ud til kandidaterne, men der vil være mulighed for at stille spørgsmål fra salen til panelet efter kaffen. Ældre Sagens ældrepolitiske konsulent Jens Olesen vil være ordstyrer denne aften. Paneldeltagere er som følger: Jens Peter Jellesen (Venstres spidskandidat), Benny Hammer (De Konservatives spidskandidat), Gert Eriksen (S), Kirsten Bech Hansen (SF), Knud Andersen (Borgerlisten Norddjurs) og Bent Andersen (Dansk Folkeparti i Grenaa).
Kilde: grenå bladet
charlotte