For første gang i 10 år kan familien Lund Hansen samle alle venner og familie til stor fest. På et støttelod til DM i Indsamling vandt de præmien: »HajNight de luxe« på Kattegatcentret i Grenaa. Et aftenarrangement for 50 personer til en værdi af 40.000 kroner.
– Vi plejer aldrig at vinde noget. Vi købte loddet i Ålborg Storcenter, og først et par dage efter udtrækningen opdagede vi, at vi var de heldige vindere, siger Gitte Lund Hansen.
Familien købte loddet i maj under den landsdækkende indsamlingskampagne »DM I Indsamling«. Kampagnen, der samlede ind til forældreløse børn i Afrika, skulle have fundet sted i januar, men blev udskudt da flodbølgen ramte Asien.
– Vi købte loddet i anden omgang. I løbet af 24 timer flyttede fokus sig fra sultne børn til naturkatastrofen i Asien. Pludselig strømmede det ind med penge til Asien, men børnene i Afrika sultede jo stadigvæk. Så det var helt naturligt for os at købe et lod til 50 kroner, siger Michael Skriver Hansen.
Familien har ikke holdt en så stor fest i 10 år, og selv om Gitte snart bliver 40 år, skal lejligheden ikke bruges til at fejre hende. Både Gitte og Michael har brugt meget tid på at forklare venner og familie, at de ikke skal have nogen gave med, at der ikke er nogen dress-code, og at de bare skulle møde op i Kattegatcentret den 10. september kl. 17.00.
– Vi vil ikke fejre os selv, men hellere fokusere på vores familie og alle vores venner. Det her er en ekstraordinær oplevelse, som vi gerne vil dele med alle de mennesker, der har betydet noget for os gennem de sidste 20 år. Nu får vi en enestående chance for at samle dem alle, er de begge enige om.
En fødselsdag kunne alle gæsterne dog fejre den 10. september. Gittes bedste venindes datter Amalie blev 10 år.
Familien fra Broager i Sønderjylland består af Gitte, 39 år, Michael, 40 år, og børnene Rasmus på 9 år og Mathias på 6 år. Jobbet som henholdsvis kontorchef og sygeplejerske har betydet, at familien har boet mange steder i Danmark, og at familie og venner derfor er spredt rundt i hele landet.
Michael Skriver Hansen glædede sig til at opleve Kattegatcentret og dets dyr om aftenen. Gitte glædede sig til en kæmpe fest med alt arrangeret. Drengene glædede sig til at hjælpe med at fodre hajerne og sælerne.
– Vi er glade for, at vi vandt et arrangement i Kattegatcentret. Vi glæder os til at have det helt for os selv. Vi er tit kommet her. Vores børn blev ellevilde, da de hørte vi havde vundet, jublede Gitte Lund Hansen.
Selskabet havde Kattegatcentret, hajerne og de øvrige dyr helt for sig selv denne aften, som bød på en caribisk velkomstdrink, rundvisning og en tre-retters luksusmenu foran hajtanken. Gæsterne skulle desuden deltage i fodring af sælerne i Lagunen, og så skulle hajerne selvfølgelig også have mad. Inden desserten og kaffe med trøffelkugler fik gæsterne også mulighed for en tur i dykkerklokken og for at nyde 3Dfilmen »Blue Magic«, som handler om livet i havet ud for Bahamas.
Hajernes menu bestod af 10-armede blæksprutter og friskfangede fisk fra Kattegat.
Kattegatcentrets direktør Peter Sand lykønsker familien Lund Hansen fra Broager med deres flotte præmie »HajNight de luxe«. Et aftenarrangement til en værdi af 40.000 kroner.
Kilde: grenå bladet
charlotte