Med økonomisk støtte fra Agenda 21-midler har Grønt Forum i Grenaa Kommune bidraget til at »Kroghs damme« i Grenaa Enge bliver oprenset.
Dammene, der er gamle afsnøringer fra »Gammel åen« - eller Grenåen - blev i sin tid benyttet af brygger Krogh til at skære is om vinteren. Isen blev gemt i iskældre og året igennem benyttet til ølbrygning.
Dammene har været under kraftig tilgroning og vil blive nænsomt oprenset, så der året igennem vil være vand i dammene. Der vil på denne måde blive bedre livsmuligheder for padder og krybdyr ligesom ænder mv. kan få endnu et tilholdssted, siger Lars Sloth fra Grønt Forum.
Grønt Forum har sidste år foreslået Grenaa Kommune at gennemføre denne oprensning, og nu sættes arbejdet altså i gang. Gravearbejdet skulle efter planen starte onsdag eller torsdag i sidste uge.
Grønt Forum er en paraplyorganisation for grønne foreninger i Grenaa Kommune. Foreningen administrerer en del af Grenaa Kommunes Agenda 21-midler.
Har også støttet
en bog-udgivelse
Grønt Forum har i 2005 blandt andet også givet støtte til en bogudgivelse i form af bogen »Børn & Natur« af Jette Hansen og Pia Rasmussen. Bogen indeholder en række tips og idéer med mere til ture ud af huset/institutionen, og målgruppen er forældre og pædagoger med lyst til at komme ud i naturen sammen med børnene. Bogen, der er trykt af Grenaa Bogtrykkeri, er oprindeligt et eksamensprojekt fra Jydsk Pædagog-Seminarium i Grenaa, hvor de to naturbogsforfattere begge har taget merit-pædagoguddannelsen.
Kilde: grenå bladet
charlotte