Et samarbejde mellem folkene bag Diskotek Ocean og Subway Club på Enggården i Grenaa har betydet, at der nu igen kan bydes på alkoholfrit mega-diskotek i Kulturhuset Pavillonen i Grenaa.
Første gang bliver fredag den 16. september, og derudover er der planlagt yderligere to diskoteks-aftener for de 12- til 18-årige her i efteråret 2005.
For et par år siden kørte der store sodavandsdiskoteker i netop Kulturhuset Pavillonen, og hver gang med stor publikums-søgning til følge. Lasse Rasmussen er den ene af folkene bag det mobile diskotek Diskotek Ocean, og via en post som elev-repræsentant i Grenaa Ungdomsskoles bestyrelse har han været med til at lave en del af forarbejdet til den ungdomspolitik, som Grenaa Kommune har fået vedtaget i år.
– I den forbindelse har vi spurgt de unge, hvad de synes der mangler i byen. Svaret var, at der sker en del, men at der godt kunne foregå lidt mere for de unge. Ikke mindst på musik-fronten. På den led fik vi idéen til at genoplive sodavandsdiskotekerne, siger Lasse Rasmussen.
– Vi skal ikke tjene noget på det. Bare vi får dækket udgifterne, så er det helt fint. Vi vil bare gerne være med til at skabe en fed alkohol- og stoffri fest med en masse fed musik. Giver sodavandsdiskotekerne overskud, så vil pengene blive brugt til at hente nogle fede navne til byen. Kendte DJ’s eller fede bands som Infernal med videre, siger Lasse Rasmussen.
Som hovedregel vil det dog være lokale DJ’s, der får lov til at fyre den af fra scenen i den gamle pavillonsal, som Lasse Rasmussen & Co. har lejet til formålet.
Subway Club leverer råd og vejledning til de nye »sodavandsdiskere« og stille med to medarbejdere på selve dagen. Derudover trækker Lasse Rasmussen & Co. på deres vennekreds med henblik på at få tilstrækkeligt med folk til at stille op som hjælpere på dagen.
Idéen er opstået hos East
Sound Denmark på Rådmandsvej i Grenaa, hvor Lasse Rasmussen deler arbejdsplads sammen med en anden primus motor i projektet, Theis Rasmussen. Sammen med Theis’ halvbror Esper Amdi driver de Diskotek Ocean, der kører rundt og underholder til alle mulige ungdomsfester. De forestiller sig også, at sodavandsdiskotekerne kunne laves i andre haller på Djursland, og således med tiden udvikle sig til kæmpeshows med et stort set-up af gear og udsmykning med videre. Og buskørsel til og fra festerne.
– Vi er blandt andet i kontakt med Grenaa Idrætscenter i så henseende. Vi har også søgt Grenaa Kommune om økonomisk støtte til projektet, idet vi jo nødigt vil tabe penge på det her. Samtidig kunne kommunen jo passende vise, at der er realiteter bag de smukke ord om, at man gerne vil gøre Grenaa Kommune til en fed ungdomskommune, slutter Lasse Rasmussen.
Billetter til sodavandsdiskoteket den 16. september kan købes i Enggården/Subway Club. De koster 25 kroner i forsalg. Prisen stiger med 10 kroner, hvis man venter med at betale ved selve indgangen.
Theis Andersen og Lasse Rasmussen med plakaten til det første større sodavandsdiskotek i Grenaa i flere år. Datoen er fredag den 16. september.
Kilde: grenå bladet
charlotte