Grenaa Stadion lagde i tirsdag og torsdag i sidste uge græs til to landskampe mellem Danmark og Schweiz. De to landskampe fungerede som vigtige testkampe forud for U/19-kvindelandsholdets EM-kvalifikation i slutningen af september. Specielt i den første af de to kampe blev der boret dybe huller i schweizer-osten, idet de danske piger lammetævede schweizerne med hele 6-1.			
	
				
			
			
										
				
					|  Her ses en situation fra torsdags-kampen.
 | 
        
		
			
	
	
	Kamp nr. 2 på Grenaa Stadion torsdag eftermiddag gav også en sejr til det danske landshold - dog nøjedes værterne her mere beskedent med en 2-0-sejr.
Landskampene mod Schweiz var de unge landsholdspilleres sidste chance for at pudse form og teknik af inden de vigtige kampe i EM-kvalifikationen, der spilles i slutningen af september. U/19-kvindelandsholdet havde derfor masser at bevise i de to landskampe, der havde status af officielle venskabskampe.
 –  De to landskampe var først og fremmest vigtige testkampe før EM-kvalifikationen. Derfor var det vigtigt, at holdet brugte kampene til at blive ordentligt sammenspillet, da der er en del nye og unge spillere i truppen. Dernæst skulle landskampene gerne vise, om det er de rigtige 18, der er udtaget til landsholdet. Flere af spillerne er hentet fra U/17, og de skulle selvfølgelig bevise, om de kunne følge med i det højere tempo på U/19-landsholdet, siger landsholdstræner Henrik Lehm og fortsætter:
 –  Vi har en trup med mange spændende angribere, og derfor ville vi også prøve at stille op i en mere offensiv formation, end vi plejer, hvor vi kunne udnytte de offensive spillere. De unge fylder meget i truppen, og mange af de udtagne U/17-spillere spillede fremragende i Nordic Cup for U/17-landshold, siger landstræneren, der naturligvis kun kan være tilfreds med insatsen i de to kampe i Grenaa. Specielt den første kamp, hvor de danske piger sejrede med tennis-cifrene 6-1. 130 tilskuere på Grenaa Stadion så Danmark komme foran på et langskudsmål af kampens spiller Sine Hovesen fra Vejle Boldklub. Hun gentog bedriften blot 10 minutter senere med endnu et pragtmål - denne gang scoret med hovedet. Den hurtige føring udviklede sig desværre til lidt af en sovepude, der bød schweizerne tilbage i dansen med en 2-1-reducering kort før pausen som resultat. Danskerne kom dog stærkt ud fra pausen og viste flot spil, der resulterede i yderligere scoringer fra Sine Hovesen, Kicki Nielsen, Brøndby IF, Louise Kristiansen, Skovlunde IF, og Emma Madsen, Skovlunde IF. Isabelle Meyer scorede det enlige schweiziske mål.
 –  Schweizerne kvalificerede sig sidste år til EM, og er allerede kvalificeret i kraft af deres værtsskab, så vi viste, at vi er på rette vej med en sejr i dag. Vi er især fysisk stærkere end schweizerne, hvilket er frugten høstet af styrketræningen i landsholdssektoren. Især på kanten så vi nogle gode enkeltmandspræstationer, hvor vi i dag (tirsdag) er meget stærke én mod én, sagde Henrik Lehm efter den første kamp.
Tilfreds med den anden kamp kunne han også sagtens være. Igen dominerede Danmark uden at overanstrenge sig, og en sikker 2-0 sejr blev kørt hjem uden problemer af nogen art. Arnela Muminovic fra Team Viborg sørgede for 1-0-føringen, mens Line Røddik Hansen fra Skovlunde IF scorede sikkert på straffespark til 2-0 i kampens døende minutter.
DBU havde henlagt de to venskabskampe til Grenaa på grund af GIF’s 100 års jubilæum i år. Under opholdet i Grenaa boede schweizerne på Grenaa Vandrerhjem, mens danskerne residerede på Helnan Marina Hotel på Kystvej.
Danmarks U/19-kvindelandshold mødte Schweiz’ ditto på Grenaa Stadion tirsdag og torsdag i sidste uge. Her ses en situation fra torsdags-kampen.
Line Røddik Hansen scorer til 2-0 på straffespark mod Schweiz på Grenaa Stadion torsdag eftermiddag i sidste uge.
	
	Kilde: grenå bladet
	
	charlotte