Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Socialistisk Folkeparti klar til Norddjurs!

SF-Norddjurs har holdt medlemsweekend i Naturskolen ved Grenaa Strand. Partiforeningen har taget de afgørende skridt i udarbejdelsen af valgprogram, og vedtog denne udtalelse under overskriften »Århus tør - det gør SF-Norddjurs også«
Louise Gade turde sige det, og SF-Norddjurs siger det også: Kejseren ikke har noget tøj på!
Kommunalreformen føres frem som noget fantastisk med nye opgaver til kommunerne, men hvad er der til at løse opgaverne med? Århus Kommune har turdet sige, at der mangler noget. Og problemet er endnu større i en sammenlægningskommune.
Norddjurs Kommune får udgifter til fælles IT, får opgaver indenfor miljø, planlægning, specialundervisning, socialområdet - uden at der følger passende med penge med. Der er skattestop, mens rige boligejere bliver rigere. De økonomiske konsekvenser af reformen er uklare, og byrdefordelingen mellem rige og fattige kommuner er et uløst problem. Derfor kan kommunesammenlægningen føre til nedskæringer, til at det dårligste serviceniveau bliver det fælles niveau ved kommunesammenlægning og til at forskel på rig og fattig bliver større.
SF-Norddjurs vil kæmpe for at begrænse skaderne ved den såkaldte reform. Vi vil kæmpe for, at de gamle stadig får frisklavet mad og møder medmenneskelig omsorg. At ungernes skole har råd til tidssvarende undervisningsmaterialer, og at borgerne får de ydelser og den retssikkerhed de har krav på. Vi vil også kæmpe for ressourcer til at kommunes nye miljøopgaver løses forsvarligt.
(Udtalelse vedtaget på SF-Norddjurs på medlemsmøde den 21. august på Naturskolen, Grenaa Strand).



Kandidatliste klar
SF-Norddjurs har også sammensat sin kandidatliste til valget til Norddjurs’ kommunalbestyrelse den 15. november. Partiforeningen valgte sin spidskandidat, Mads Nikolajsen, Grenaa, allerede i marts måned. Kandidatlisten er som følger:
1. Mads Nikolajsen, Grenaa. Sekretær i Nordisk Råd, tidligere byrådsmedlem for SF i Grenaa Kommune, og tidligere medlem af Miljøankenævnet for Kommunernes Landsforening og i dag aktiv i den tværpolitiske »Trafikforeningen Djursland«.
2. Kirsten Bech Hansen, Gjerrild. Leder af den internationale studentereksamen IB på Grenaa Gymnasium & HF, kommunalbestyrelsesmedlem i Nørre Djurs Kommune, medlem af Børne- og Kulturudvalget og af Udvalget for Teknik og Miljø, valgt for Nørre Djurs Listen.
3. Erik Knudsen, Grenaa. Kommunalarbejder på Entreprenørgården i Grenaa Kommune og tillidsrepræsentant (3F). Medlem af Anholt-færgens bestyrelse for SF.
4. Bjarne Flou, Grenaa. Etnograf. Tidligere museumsdirektør og tidligere formand for Djurslands Turistforening og projektleder vedr. seniorpolitik og frivilligt arbejde med flygtninge for Dansk Røde Kors.
5. Hanne Mogensen, Hedegård. Dyrlæge, arbejder med fødevarekontrol. Mangeårig formand for Nørre Djurs Listen i den nuværende Nørre Djurs Kommune.
6. Gitte Larsen, Grenaa. Cand. mag. og projektleder på IT-College Denmark på Grenaa Tekniske Gymnasium, forkvinde for SF-Norddjurs.
7. Knud Andersen, Hemmed. Lærer på Ørum Skole, tidligere fiskeskipper på kutteren AS 165 Anton, Bønnerup. Medlem af SF’s fødevareudvalg.
8. Erik Bjørn Olsen, Gjerrild. Konsulent.
9. Kis Bøggild Nielsen, Hemmed. Pædagog, friluftsvejleder, aktiv i naturfredningsforeningen og i fredsbevægelsen.
10. Rita Fjeldsted, Stenvad. Privatpraktiserende psykolog i Grenaa, bestyrelsesmedlem i Nørre Djurs Listen, arbejder med forskning om behandling af depressioner, aktiv i Dansk Psykologforening.
Indenfor Norddjurs Kommunes område har SF hidtil kun stillet op til kommunalvalg i Grenaa Kommune. Men siden oprettelsen af Norddjurs-partiforeningen har SF fået tilgang af nye medlemmer fra nordvest-området. Blandt andet er en række af de aktive fra den tværpolitiske Nørre Djurs Listen gået ind i SF. Listen har besluttet ikke at opstille i storkommunen.
SF opstiller med partiliste. Dermed har SF sikret sig, at de første to mandater fordeler sig på én fra Grenaa Kommune og én fra Nordvest-delen af den ny kommune, mens personlige stemmer kan blive afgørende for de efterfølgende pladser.
Gitte Larsen, SF-Norddjurs, udtaler:
Vi er meget glade for, at en del aktive fra Nørre Djurs Listen er gået ind i SF. Det er med til at vi har fået en stærk liste. Kirsten Bech Hansen, der sidder i Nørre Djurs’ kommunalbestyrelse, valgt for Nørre Djurs Listen, har valgt at stille op på en plads, som vi forventer giver valg. Vi kan trække på hendes erfaring. Nørre Djurs-opbakningen er også en tilslutning, der forpligter. Listen har nemlig sat sit stærke præg på Nørre Djurs Kommune, langt ud over sine mandattal. Det lokale engagement som Nørre Djurs Listen har mobiliseret i mange år, er bliver endnu mere vigtigt, når vi får en storkommune med længere vej til kommunalpolitikerne, slutter Gitte Larsen.

Kilde: grenå bladet

charlotte


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam