Bosætningen i Grenaa Kommune har på det seneste rigtigt fået fat. På seks måneder er befolkningen steget med 133 personer i Grenaa Kommune - fra 18.641 ved udgangen af 2004 til 18.713 personer den 11. juli 2005. Jeg synes, det er dejligt at bo i en kommune, hvor folk nu gerne vil være. Det er selvfølgelig håbet, at denne tendens fortsætter, så endnu flere mennesker flytter til området. Grenaa Kommune nåede i 1996 et foreløbigt befolkningsmæssigt højdepunkt på 19.000 borgere. Det blev imidlertid et kortvarigt højdepunkt, idet befolkningstallet er faldet lige siden.
Men en øget bosætning nu kan blandt andet betyde, at der bliver pres på andre ting - eksempelvis mangel på byggegrunde. Når jeg har lavet dette indlæg, så er det dels for at svare Venstre’s kandidat Bjarne Pedersen fra Trustrup, der i et læserbrev har brokket sig over manglen på byggegrunde i Trustrup-området, men dels også for at gøre opmærksom på, at Grenaa Byråd faktisk gør meget for at realisere en overordnet strategi for etablering af flere byggegrunde i Grenaa Kommune. Vi har i byrådet i flere omgange drøftet spørgsmålet om flere byggegrunde, og på et byrådsmøde den 26. april vedtog vi blandt andet følgende omkring Nordbakken i Trustrup:
»At borgmester (Gert Schou) og viceborgmester (Svend Brandstrup Hansen) fremmer udstykningen på Nordbakken i Trustrup-området«.
Jeg er bekendt med, at der i forbindelse med Nordbakken-sagen har været afholdt flere møder - blandt andet med en mulig investor. Til Bjarne Pedersens orientering kan jeg yderligere oplyse, at der stadigvæk pågår forhandlinger omkring et køb af dette område - og som forhåbentlig medfører, at der indenfor en kortere periode kan bygges parcelhuse på området.
Samtidig vil jeg dog også gerne gøre opmærksom på, at der trods alt stadigvæk er ledige grunde tilbage i Lyngby, ligesom der også er ledige byggegrunde andre steder i Grenaa Kommune. Jeg er enig med Bjarne Pedersen i, at vi skal gøre meget for at være på forkant med byggegrunde i Grenaa Kommune - og det mener jeg faktisk også, at vi har været i byrådet.
Der er ingen tvivl om, at Trustrup-området kan blive et attraktivt område i forhold til bosætning fra eksempelvis Århus-området - ikke mindst fordi Grenaabanen mellem Grenaa og Århus går lige igennem Trustrup, og at strækningen Århus-Trustrup er kortere end Århus-Grenaa. Det kan godt komme til at betyde noget for bosætningen. Vender vi os så lige generelt til det fremtidige boligbyggeri i kommunen, så er vi også her kommet ganske langt på meget kort tid. På mødet den 26. april besluttede byrådet blandt andet:
– At der antages byplankonsulenter til udarbejdelse af planer for nye bydele ved Fuglsang og ved Golfbanen, hvilket der arbejdes på p. t.
– At der igangsættes byggemodning af et boligområde ved Dolmer (er sat i gang, og der er i skrivende stund 9 byggegrunde tilbage).
– At der igangsættes byggemodning af boligområdet ved Solsikkevej i Grenaa snarest muligt (projektet er godkendt, og der er 19 byggegrunde på vej).
– At et område på hjørnet af Åstrupparken/Åstruphaven, der er udlagt til andet formål, ændres til parcelhusområde (der arbejdes på sagen, og der er plads til to byggegrunde ved Åstruphaven).
Udover dette er det håbet, at der i Åbyen inden længe kan tilbydes en del byggegrunde. Samtidig bør det nævnes, at der stadigvæk er ledige byggegrunde på Hjortebakken i Åstrup, på Nellikevej og Rådmandsvej i Grenaa og i Ålsrode. Så det er min klare opfattelse, at vi lige her og nu har et fornuftigt udbud af byggegrunde. Endelig vil jeg meget gerne fastslå vigtigheden af, at vi til stadighed må og skal ligge inde med et varieret udbud af attrative byggegrunde, så vi kan opfylde alle de ønsker omkring byggegrunde, som måtte komme.
Med venlig hilsen
Niels Erik Iversen
Borgmesterkandidat
for Socialdemokratiet
i Norddjurs Kommune
Kilde: grenå bladet
charlotte