Efter at have kigget lidt i scrapbogen kan man se, at der har været gang i GIF’s gymnastikafdeling de sidste mange år. Medlemstallet har i årenes løb gået lidt op og ned. I 1986 var det på 466 medlemmer, i 1997 var det på 339 og i 2004 var det steget en smule igen til 416 medlemmer.
Af formænd igennem tiderne kan nævnes Else Juul, Tove Thomsen, Bent Mikkelsen, Peter Slot, Ruth Mortensen, Marianne Boelsmann, Dora Rasmussen, Jesper Andersen og den nuværende formand i 2005, er Søren Nielsen.
I 1988 holdt man, i samarbejde med Trustrup Ålsrode idrætsforening, gymnastik på topplan. Det var en årligt tilbagevendende begivenhed. Foreningerne inviterede forskellige hold fra hele landet til at komme og lave gymnastik.
I 1988 måtte man sige farvel til Peter Slot som formand. Han havde været med i bestyrelsen i 5 år. De 4 år som formand. Afløseren i formandsstolen blev Kristian Jensen.
I 1989 blev der igen holdt gymnastik på topplan. Et drengehold deltog i en konkurrence i Fredericia og vandt! Drengene vandt også Nordjysk Mesterskab.
Dansk JUBI-stævne i Vejle. Her havde gymnastikforbundet 90 års fødselsdag. Her vandt de yngste hold i foreningen bronzemedalje, mens juniorholdet vandt sølv. I 1989 kunne Else Juul fejre sit 50 års jubilæum som gymnast.
1990’erne
I 1990 holdt man igen gymnastik på topplan. Peter Slot blev valgt som årets idrætsleder og Grenaa IF Gymnastikforening var igen vært for Nordjysk Mesterskaber - og foreningens hold blev godt placeret.
I 1992 får Peter Slot »Sodemann pokalen« for sin store indsats inden for gymnastikken.
I 1993 bliver Ruth Mortensen formand, og hun er stadigvæk en aktiv instruktør i foreningen i 2005.
I 1994 bliver Marianne Boelsmand formand og er det frem til 1998.
Dette år var springholdet også i Polen. Grenaa havde en venskabsby som hed Kruzwicka. De lavede en del opvisninger rundt i landet og sluttede af i Gdansk. I Danmark var der landsstævne, og der havde GIF også gymnaster med. I 1994 blev der igen holdt Nordjysk Mesterskaber i Idrætscentret i anledning af Grenaa’s købstadsjubilæum.
1994 og 1995 slog man sig sammen med Trustrup/Ålsrode IF om et fælles konkurrencehold og kaldte sig Djursgymnasterne. De deltog i en konkurrence i Vejle i spring/rytme. Djursgymnasterne deltog med senior-mix-hold, og de var så dygtige at de vandt sølv i 1995. I 1994 havde de vundet bronze. For anden gang var gymnasterne i Bürdstadt som ligger i Sydtyskland til et internationalt stævne med deltagere fra hele verden. Et fælles drengehold fra Grenaa og Trustrup vandt i Slagelse guld. Dora Rasmussen bliver formand i 1998 og igen i år var foreningen i Bürdstadt til Gymnastrada - det internationale gymnastikstævne.
Så nåede man
et nyt årtusinde
Man begynder i 2000 at snakke om, at pladsen er ved at blive for trang i Idrætscentret. Der har i flere år været nogle mennesker, som har arbejdet på at få udbygget Idrætscentret. Nu er udvidelsen endelig på plads - til stor glæde for medlemmerne af GIF Gymnastik.
Grenaa var i år 2000 repræsenteret til de åbne jyske mesterskaber i Silkeborg. Her vandt de 11 gymnaster bronze.
Anne Margrethe Hansen bliver i 2001 Årets Idrætsleder, som tak for hendes store indsats for gymnastikken. Anne Margrethe er stadigvæk en aktiv instruktør i foreningen i 2005. Hun har sammen med Pernille Juul og Birgith Grøn været med til at starte stavgang.
Foreningen var
igen i Bürdstadt
Sølvmedaljer til GIF-gymnaster var der i Viborg i 2002 ved det individuelle Nordjyske Mesterskab i springgymnastik.
Grenaa var igen vært for Nordjysk Mesterskaber i springgymnastik. Konkurrencen blev holdt over 2 dage. Deltagerne sov på Søndre Skole. Om aftenen var der diskotek, og de overnattende gæster var en tur i Kattegatcentret. Grenaa hentede to medaljer i konkurrencen.
Dora Rasmussen syntes, at nu var det tid til, at foreningen skulle have ny formand. Dora bliver som tak for sin store indsats for gymnastikken Årets idrætsleder. Jesper Andersen blev den nye formand for gymnastikforeningen.
Planerne om udbygningen af Idrætscentret bliver sat i gang. Foreningen er med til at sælge Folkeaktier. I udbygningen af Idrætscentret ligger også planen om en springgrav i træningshallen.
Foreningen var så heldig i 2003 at have 8 dygtige gymnaster, som ved de åbne Jyske Mesterskaber i Vejle fik guldmedaljer. Christoffer Nielsen fik sølvmedalje i Randers ved de Nordjyske Mesterskaber.
Foreningen har igen i 2004 lagt billet ind på at holde de Nordjyske Mesterskaber i Idrætscentret.
Der sker igen et formandsskifte i 2005. Her bliver Søren Nielsen valgt til formand.
Efter at have prøvet at holde Nordjysk Mesterskab flere gange, måtte der ligesom et støtte-arrangement til. Gymnastikafdelingen fik lov at holde DM for minihold. Det blev en stor succes. GIF fik megen ros i den forbindelse. Der var omkring 700 gymnaster med til konkurrencen, hvoraf en del overnattede på Søndre Skole. Bente Christensen var den bærende kraft i dette arrangement.
Udbygningen af Idrætscentret er netop blevet færdig, og det betyder, at GIF Gymnastik nu kan flytte sine aktiviteter ind i en nyopført multihal. Ellers har man holdt til på Østre Skole og på gymnasiet. I denne sæson har man måttet flytte til Søndre Skole på grund af ombygning på Østre Skole.
I denne forgangne sæson har afdelingen haft følgende hold: Et mor-far-barn hold, et microhold og et puslingehold. De næste hold er til de lidt større børn: Et mini- og et maxi hold, som i næste sæson har valgt at kalde sig Grenaa Springerne.
Som noget nyt i den forgangne sæson har man haft et børneaerobichold. Af voksenhold kan man nævne: Et svedehold, et aerobichold, krop og bevægelse, fyraftensmotion, m/k-hold, ældregymnastik og formiddagsmotion.
I sidste sæson startede man også stavgang, som er blevet en bragende succes.
Æresmedlemmer
GIF Gymnastik har 2 æresmedlemmer: Else Juul og Signe Skippested, som har dyrket gymnastik i 50 år og er blevet æresmedlemmer. Signe Skippested startede i sin tid med at lave gymnastik hos Else Juul. Signe var en kort årrække væk fra egnen, men kom så tilbage.
Først var det gratis at gå til gymnastik, så da det begyndte at koste penge faldt folk fra. Da Else Juul holdt med at lede gymnastik, overtog Susanne Janerka holdet. Signe fortsatte med at lave gymnastik, men i år har hun måtte vælge et andet hold, da foreningen har været nødt til at lave om på dagene på grund af ombygningen på Østre Skole. Signe vil røre sig, så hun har dyrket gymnastik på fredagsholdet i sidste sæson. Hun er også med til at gå stavgang, for som hun siger: »Man skal holde sig i gang«.
Det kan jo være svært at spå om fremtiden, men man må ønske for afdelingen, at den kan følge med tiden og tilbyde det som folk efterspørger. I de kommende år bliver der meget brug for foreningerne, for flere og flere vil få behov for at røre sig.
Afdelingen er gået med i et samarbejde omkring driften af Idrætscentret, og forhåbentlig giver det et løft til GIF Gymnastik langt ud i fremtiden.
Kilde: grenå bladet
charlotte