Da Moeskær I/S, der ligger mellem Thorsager og Pindstrup, for 2 år siden havde åben fold, kom der næsten 500 mennesker for at beundre de kraftfulde frieser-heste.
Det har givet os mod på tanden til at forsøge os med et endnu større arrangement den 14. august i år. Modet er blevet forstærket af det talstærke fremmøde af friesere på sommerens dyrskuer og de fremragende resultater, bl.a. bedste samling på Gl. Estrup og Landsskuet i Herning, bedste 3-års hoppe Landsskuet, Gl. Estrup-prisen og et væld af ærespræmier.
I samarbejde med Frieserhesten Midtjylland, en lokalafdeling af Dansk Frieser Forbund, kan vi præsentere publikum for ikke mindre end 30 friesere – føl, hopper, ungheste, hingste og vallakker. De kan opleves skridtende, travende, under rytter og kørende.
Der bliver også mulighed for at opfylde manges ønske om at prøve at sidde på en frieser. Det er en speciel oplevelse at mærke frieserens måde at bevæge sig på. "Der er rigtig meget hest i en frieser", er en ofte hørt bemærkning fra de, der prøver at sidde på en frieser for første gang.
Den 14. august byder på et righoldigt program.
Der bliver flag-allé, musik, opvisninger, præsentationer, mulighed for at komme med hestevogn rundt på bedriften og for at købe vand, øl, kaffe, kage, toast og is.
Kilde: grenå bladet
jimmi