Over det ganske land er Arosia kendt for at spille godt, gedigent jazz. Det altid festlige band præsenteres lørdag den 6. august på Fregatten Jylland, hvor bandet fra kl. 14.00 til 17.30 vil give fregattens besøgende en musikalsk oplevelse ud over det sædvanlige.
Det gode, gamle Arosia, med bl.a. den altid veloplagte Botha på trækbasun, stiller i godt vejr op på Fregatten Jyllands øverste dæk og spiller mellem kanonerne. Arter vejret sig ikke bliver fregattens værftshal ryddet, og den velklingende jazz skal nok få høvlspånerne til at flyve.
Fregatten Jylland og Ebeltoft Jazzklub glæder sig til at samarbejde om arrangementet, og fregatdirektør Benno Blæsild håber, at der i fremtiden kan blive tale om flere, spændende koncerter. Der skal ikke betales ekstra for at opleve Arosia på fregatten, fortæller Benno Blæsild.
– Vi vil gerne give vores gæster en idé om, hvor mange ting fregatten kan bruges til, så den 6. august kan man for normal entrépris opleve Arosia for fuld udblæsning om bord på verdens længste træskib.
Kilde: grenå bladet
jimmi