Et lille stykke dansk kulturhistorie blev sprængt i luften mandag formiddag i sidste uge i Trustrup.
Den cirka 22 meter høje skorsten på det gamle mejeri på Park Allé i Trustrup blev udsat for en lille men
særdeles larmende sprængladning, der fik den cirka 85 år gamle skorsten til at styrte sammen - og
alle tilskuerne på stedet til at hoppe en halv meter op i luften!!
Jobbet blev udført af Jysk Sprængnings Tjeneste fra Kolding og var bestilt af indehaveren af Djurs Truck Service, Knud Erik Nielsen. Djurs Truck Service holder til i det gamle mejeri i Trustrup. Det har firmaet gjort siden 1982, og det var ikke en pludselig indskydelse, der fik Knud Erik Nielsen til at ringe til Jysk Sprængnings Tjeneste.
Det er noget vi har pønset på at få gjort i et stykke tid. Den var jo blevet lidt mør i toppen, og med de vindhastigheder vi har engang imellem, så skal der jo ikke megen fantasi til at forestille sig hvad der kan ske, idet en mursten river sig løs fra toppen. Får man sådan én i hovedet, så rejser man sig ikke op igen. Kommunen har da også henvendt sig, fordi børnehaven - der ligger ovre på den anden side af vejen - ikke er helt tryg ved skorstenen. Og det er fuldt forståeligt, siger Knud Erik Nielsen, der må betale hele gildet selv.
Jysk Sprængnings Tjeneste skal have 20.000 kroner, og når de cirka 60-65 tons murbrokker er kørt væk og blevet deponeret - og der er ryddet helt op på pladsen - så løber det hele vel samlet set op i en 30-40.000 kroner, siger Knud Erik Nielsen.
Det er selvsagt en udgift, man skal tage lidt tilløb til, for Djurs Truck Service får intet andet ud af det, end at skorstenen er væk. Den frigjorte plads kan ikke bruges til noget som helst.
Men det er rart at få den væk. Den har jo ikke været brugt til noget siden mejeriet lukkede i 1967, så nu skulle det være. Det er naturligvis noget lokal kulturhistorie, som går tabt, men sikkerheden og trygheden i området må altså komme i første række, siger Knud Erik Nielsen, der selv fik lov til at »trykke på knappen« under kyndig vejledning af sprængmester Morten de Thurah fra Jysk Sprængnings Tjeneste, der har certifikat til bygge- og anlægssprængninger, væltning af høje konstruktioner - som mejeri-skorstenen i Trustrup - præcisionssprængninger, undervandssprængninger, erhvervsdykning og indkøb af sprængstof.
Sprængladningen på Trustrup-skorstenen var selvsagt placeret således, at skorstenen væltede væk fra det gamle mejeri, omend det ikke var helt efter planen, at den væltede ind i nogle store træer ved Djurs Truck Service i stedet for at lægge sig tilrette på en aflang bunke stabilgrus mellem Park Allé og de store træer. Dog uden at anrette skader af nogen art på hverken folk, fæ eller ejendom.
Morten de Thurah forklarede, at en luftkanal i skorstenens bund skulle have været muret op, hvis man skulle have haft helt styr på skorstenens faldvinkel.
Men så sjovt er det jo heller ikke at gå på arbejde, som han sagde.
Her vælter skorstenen ved det gamle mejeri i Trustrup.
Knud Erik Nielsen fra Djurs Truck Service får instruktion i at udløse sprængladningen.
Skorstenen ved det gamle mejeri i Trustrup har ikke været brugt siden 1967, hvor mejeriet lukkede. Bygningerne blev derefter udnyttet som smedje og siden 1982 har Djurs Truck Service holdt til på adressen.
Mellem 60 og 65 tons murbrokker skulle der køres væk fra det gamle mejeri i Trustrup ovenpå skorstens-sprængningen.
Kilde: grenå bladet
jimmi