Et par gange om året rykker Grenaa Kirke ud i klitterne ved Grenaa Strand. Det sker i år anden gang på søndag aften den 7. august.
Tre af Grenaas kor; Optimistkoret og kirkens to kor samt fire af landets bedste spillemænd samlet i »Jydsk På Næsen« står bag opførelsen af en såkaldt spillemandsmesse. Det vil sige, at alle de almindelige salmer er skiftet ud med ny dansk spillemandsmusik.
Og hvis nogen tror, at dansk spillemandsmusik begrænser sig til »Totur fra Vejle«, så må de godt tro om igen! Dansk spillemandsmusik er i disse år inde i en forrygende udvikling, og blandt de musikere, der sender den ene cd efter den anden på gaden med nykomponeret musik, er netop »Jydsk På Næsen«.
Initiativtagere til dette nye kirkemusikalske tiltag er Grenaa Kirkes musikerpar, Betty og Peter Arendt. De vil sammen med sognepræst Lene Højholt lede opførelsen af spillemandsmessen, der allerede er blevet opført en gang i Grenaa Kirke sidste efterår. Men skal musikken virkeligt komme til sin ret, skal den spilles og synges under åben himmel!
Arrangørerne ser frem til, at klitterne denne aften bliver fyldt med glade, syngende og måske dansende mennesker? Med eller uden folkedragt!
Kilde: grenå bladet
jimmi