Ejendomsprisernes himmelflugt har føret til en livlig debat om risikoen for prisbobler på det danske boligmarked, ligesom det har givet anledning til en
diskussion mellem eksperterne, så der er ikke noget at sige til, hvis den
almindelige boligejer føler sig i vildrede.
Uanset om man tænker på at købe eller sælge, er det naturligvis afgørende om det høje prisniveau er bygget på et solidt fundament eller skrøbelig eufori. Cheføkonom John Madsen fra Nykredit oplyser i en situationsrapport fra boligmarkedet til Nykredits kunder, at efter hans vurdering er de høje boligpriser ikke udtryk for en generel prisboble:
– Det nuværende prisniveau er højt, men ikke urealistisk højt, og de seneste års voldsomme stigning i boligpriserne bunder i de forhold, som normalt bestemmer udviklingen i boligpriserne.
De høje priser er drevet af den lave rente, som ikke kan blive meget lavere. Stiger renten igen, vil det betyde stagnerende og muligvis faldende boligpriser.
Det er klart, at boligpriserne er bestemt af geografiske forhold. Når det gælder boligpriserne, bliver Danmark stadig mere skævt i de kommende år. Det kan man især se på prisstigningerne på ejerlejligheder i hovedstadsområdet, hvor ca. 55% af landets ejerlejligheder er beliggende. Også prisudviklingen på huse viser stor geografisk variation. I de fleste sjællandske kommuner er huspriserne mere end fordoblet siden 1994, men det gælder kun for et fåtal af jyske kommuner. Gennemsnitlig er boligpriserne steget med hele 160% siden 1993, siger John Madsen, Nykredit, og fortsætter: – Festen på boligmarkedet er ikke et isoleret dansk fænomen, idet de fleste europæiske lande siden 1995 har oplevet markante reale prisstigninger på fast ejendom med Irland og England helt i top.
Byggeboom
Vil man sikre, at boligpriserne ikke stiger vedvarende, er det nødvendigt med nybyggeri, og bolig- og byggebranchen oplever da også et byggeboom for tiden. De kraftige prisstigninger i boligpriserne betyder, at det i dag er relativt billigt at bygge nyt, og det har øget interessen herfor.
Stats.aut.ejendomsmægler Erling Christensen, Nybolig, Grenaa, fortæller at vi også her i det nord-østlige Djursland kan mærke stigende efterspørgsel på gode og velholdte familieboliger, og indenfor det sidste års tid er der sket prisstigninger på 15 – 20%. En tendens til at flytte ud på landet er stadig gældende, men var vel nok højest, da de mange nedlagte landbrugsejendomme blev udbudt til salg. Nu er det børnefamilierne, der søger gode huse. De huse som blev bygget i 70’erne og 80’erne er efterspurgte. Det er sådant i dag, at for hver sælger, der udbyder sit hus til salg er der 3 købere, og med hensyn til sommerhusene er der 5 købere til hvert hus.
Udstykningerne
halter bagefter
efterspørgslen
Erling Christensen oplyser, at mange står på venteliste til køb af byggegrund, og der er ikke nok attraktive grunde. Hvis Norddjurs Kommune vil øge tilflytningen, så er det nødvendigt med flere udstykninger, og helst grunde på sydvendte skråninger. Han venter sig meget af planen omkring etableringen af Åbyen i Grenaa, men også til at der kommer flere sommerhusgrunde i området. Så er det blot spørgsmålet om byggeentreprenørerne kan følge med, for de har rigeligt at se til for tiden.
Den snak om, at folk kun vil bo i de store byer, tror han ikke på, og det kan ses på efterspørgslen fra borgere, der ønsker at købe hus her i området, ofte er der tale om at unge mennesker, der tidligere har boet her, vender tilbage efter endt uddannelse andre steder i landet.
Kilde: grenå bladet
jimmi