De seneste uger har salget af danske jordbær været langt større end i samme periode de forrige år. Årsagen er blandt andet flere jordbær i butikkerne og en sød smag, vurderer formand Svend Jensen fra Jordbærklubben under Dansk Landbrugsrådgivning.
Danskerne har simpelthen været vilde med danske jordbær siden Skt. Hans. Vi skal i hvert fald 3-4 år tilbage for at finde et lignende salg i samme periode, vurderer Svend Jensen, der udover at være formand for Jordbærklubben, også er en af Danmarks største jordbæravlere.
Den primære årsag til rekordsalget er de mange solskinstimer og det manglende nedbør de seneste uger, som har skabt optimale vilkår for en god kvalitet og en stor høst.
– Den store mængde sol har komprimeret jordbærsæsonen, og det har betydet, at der har været flere jordbær i butikkerne, end der plejer at være på nuværende tidspunkt. Og så bliver der typisk også solgt flere, siger Svend Jensen.
– Samtidig har det varme vejr skabt mere sukker end sædvanligt i bærrene, hvilket har gjort smagen sødere end ellers. Det har formentlig også medvirket til et øget salg, tilføjer formanden.
Svend Jensen skønner, at de danske jordbær primært sælges i supermarkederne, men at mange danskere også køber jordbær i blandt andet boder ved vejkanterne.
– Årets samlede danske jordbærhøst forventes at blive på op mod 3.500 tons, hvilket er en af de bedste høster i mange år, vurderer formand for Gartneribrugets Afsætningsudvalg Laurits Balle.
– Det kølige forår har skabt perfekte vilkår for årets jordbærhøst. Jordbærrene har haft en lang vækstperiode, hvorefter de seneste ugers høj sol har sat turbo på modningen. Hvis det gode vejr fortsætter, får vi uden tvivl en af de bedste jordbærhøster i mange år, siger Laurits Balle.
Foråret har også kun i minimalt omfang givet frostskader på bærrene, hvilket ellers ofte er noget, der kan plage avlerne i kølige forårsmåneder.
Danskerne er fuldstændig vilde med danske jordbær. Man skal 3-4 år tilbage for at finde et tilsvarende salg.
Kilde: grenå bladet
jimmi