Fra fredag den 15. juli kan man i Grenaa Kino opleve action-helten Vin Diesel i en for ham lidt atypisk film, nemlig »The Pacifier/Elitepædagogen«.
Han er blevet trænet til at udstå ekstreme forhold, sult, udmattelse og smerte. Han har lært at bevare overblikket og tænke hurtigt, når planerne ikke holder. Han kan dræbe på utallige måder både med og uden våben. Han har svoret at tjene sit land og beskytte dets indbyggere - om nødvendigt med sit eget liv. Men der stod intet i jobbeskrivelsen om snavsede bleer…!

|
Shane Wolfe vågner efter et næsten fatalt møde med en kugle med bevidstheden om, at hans sidste mission mislykkedes. Den geniale videnskabsmand, han skulle redde fra en gruppe terrorister, klarede det ikke. Nu får han chancen for at gøre sin fejltagelse god igen. Den high tech opfindelse, som terroristerne var ude efter, befinder sig efter al sandsynlighed i videnskabsmandens bankboks i Schweiz. Hans kone kan som nærmeste arving få adgang til boksen og overgive den strategisk vigtige opfindelse til myndighederne - hvis hun altså lige kan komme på den hemmelige adgangskode, en af mandens små specialiteter. Og mens hun er væk, skal nogen passe på familien, som stadig er potentielle mål for terroristerne.
Dermed træder Shane til som bodyguard for teenagerne Zoe og Seth, den otte-årige Lulu, blebarnet Peter og den lille baby Tyler. Og til at begynde med også den rumænske barnepige, men hun skrider hurtigt, efter at være fanget i krydsilden mellem de uvorne og oprørske børn og den disciplinære soldat. Det efterlader Shane med ansvaret for ikke blot sikkerheden, men også for husholdningen i Plummer-familien - inklusive at overvåge Zoes problemer med kærester og gruppepres, at redde Seth ud af hans evindelige problemer med skolen (og disciplin i det hele taget), at være »mor« for Lulus pigespejdertrop, at følge Peter i børnehave og… nå ja, holde Tyler i rene bleer og velforsynet med modermælkserstatning og babymos.
Så er spørgsmålet bare, hvornår det lykkes for børnenes mor at knække koden - og om der virkelig er terrorister i nabolaget, der kan tænkes at true Plummer-børnene…! »Elitepædagogen« er en vaskeægte, klassisk Disney-familie-komedie.
Fra på fredag kan man i Grenaa Kino opleve Vin Diesel i »Elitepædagogen«.
Kilde: grenå bladet
jimmi