Socialdemokratiet i Grenaa Kommune er klar med sin kandidatliste til valget Socialdemokraterne i Grenaat
Kommune holdt d. 27. juni en ekstraordinær generalforsamling, hvor de besluttede at give Marianne Gade dispensation til at opstille på den socialdemokratiske liste til det kommende kommunalvalg.
Ifølge reglerne skal man have været medlem af partiet i mindst et år for at kunne stille op, men Marianne Gade kunne ikke opfylde dette krav, hvorfor der skulle en generalforsamlings-dispensation til for at hun kunne blive opstillingsberettiget. Og dispensationen blev altså givet på den ekstraordinære generalforsamling i sidste uge. Marianne Gade er til daglig lærer på Grenaa Vestre Skole.
Dermed er socialdemokraterne klar til at sende listen til urafstemning blandt medlemmerne, så de kan bestemme rækkefølgen på kandidaterne. Urafstemningen slutter d. 25. juli.
Dog kommer Niels Erik Iversen ikke med i urafstemning, da han på demokratisk vis allerede er valgt som borgmesterkandidat for Socialdemokratiet, og dermed født nummer 1 på listen.
Listen ser ud som følger: Niels Erik Iversen, Grenaa, Pia Bjerregaard, Grenaa, Marianne Gade, Grenaa, Tommy Glindvad, Grenaa, Valdemar Haumand, Grenaa, Erik Hoberg, Grenaa, Bent Hougaard, Grenaa, Leif Lahn Jensen, Grenaa, Morten Mikkelsen, Grenaa, Lars Møller, Grenaa, Hans Erik Nielsen, Grenaa, Bettina Popp, Trustrup, Kaj Sørensen, Grenaa, Helle Thomsen, Grenaa, Danny Tranemose, Grenaa, og Karl Warmdahl, Grenaa.
Formanden for Den Socialdemokratiske Partiforening i Grenaa, Leif Lahn Jensen, har følgende kommentar til listen:
– Vores kandidatliste er en god og stærk liste, som viser en forskellighed og som breder sig vidt i de forskellige interesseområder. Vi er stolte over, at vi har 4 kvinder, en ung mand på 18 år og ellers en god blanding af yngre og ældre erfarne politikere på listen. Sammen med de øvrige socialdemokratiske lister er vi klar til en god og spændende valgkamp, siger Leif Lahn Jensen.
Borgmesterkandidaten Niels Erik Iversen har følgende kommentar til kandidatlisten.
– Det er en stærk og god liste med en fin blanding af erfaring, ungdom og fornyelse. Desuden er både det private og offentlige arbejdsmarked dækket ind på listen, så jeg må konkludere, at vi stiller med 16 rigtig gode folk fra Grenaa Kommune til kommunevalget den 15. november. Aldersmæssigt er der også en god spredning, og jeg er specielt glad for, at mange af de nuværende byrådsmedlemmer stiller op igen. I Grenaa er det faktisk kun Birgit Jensen, Henning Christensen og Gert Schou, der ikke stiller op. Gert stiller jo i stedet op til regionsvalget. Det betyder, at vi kan stille med en række erfarne folk, der kender gamet - om man så må sige. Det samme gør sig i øvrigt gældende på de socialdemokratiske lister i både Nørre Djurs og Rougsø/Sønderhald, og det er naturligvis et stort aktiv for os. Så vi både håber og tror på et godt socialdemokratisk valg i den nye Norddjurs Kommune, siger Niels Erik Iversen.
Til valget stiller socialdemokraterne således op på hver sin lokalliste, så kandidaterne fra henholdsvis Grenaa Kommune, Nørre Djurs og Rougsø/Sønderhald optræder på hver sin liste på stemmesedlen under bogstavet A for Socialdemokratiet.
Kilde: grenå bladet
jimmi