Pressemeddelelse Glesborg, den 1. juli 2005
”Flexjob Djursland” tyvstarter storkommune
Nørre Djurs Kommune har fået 1,6 millioner kroner EU-midler til at få folk i gang med flexjob og inviterer kolleger i Sønderhald, Rougsø og Grenaa med i projektet
En gruppe borgere i Sønderhald, Rougsø, Nørre Djurs og Grenaa får allerede nu glæde af det første nye samarbejde i Norddjurs kommune. ”Flexjob Djursland” skal hjælpe de cirka 80 ledige personer tilbage i job, efter de i forbindelse med varige lidelser er godkendt til flexjob. Nørre Djurs Kommune har fået cirka 1,6 millioner kroner fra Den Europæiske Socialfond og inviterer altså sine kommende kolleger med i projektet som en tyvstart for storkommunen.
-Vi vil gerne i gang med at samarbejde og udnytte mulighederne, når projektet nu giver os chancen allerede fra 1. august 2005, forklarer familie- og arbejdsmarkedschef Leo Pedersen, Nørre Djurs Kommune, der i starten af juli samler sine kolleger fra de nævnte kommuner for at tilrettelægge projektet.
Hold af 10-12 personer
Projektet henvender sig til personer, der er på ledighedsydelse. De har nedsat arbejdsevne efter sygdom, men de vil gerne i gang med et job, men de kan bare ikke finde et flexjob.
I begyndelsen af august har medarbejderne i Sønderhald, Rougsø, Nørre Djurs og Grenaa kommuner fundet den gruppe flexjob’ere, cirka 10-12 personer, der starter på det første hold. De øvrige bliver kontaktet og kommer med efter tur og vurdering.
Tre medarbejdere bliver tilknyttet projektet med socialrådgiver Anitta Nowak som projektleder. De får base på Stenvad Centret, som tidligere med held har beskæftiget sig med lignende opgaver.
Brev til den enkelte
-Opgaven for os vil være at give dem troen på at komme tilbage på jobbet og være med til at skabe kontakt til erhvervslivet og institutioner, fortsætter Leo Pedersen. Vi skriver personligt til den enkelte og orienterer dem om muligheden. Ofte går den enkelte alene med problemet. Nu kan vi få dem med i et netværk, men ikke kun det; det afgørende vil være også at arbejde med den enkelte. Hvad kan han klare, hvad vil hun gerne, og hvor kan vi se gode jobs på arbejdsmarkedet.
I Nørre Djurs er vi vant til et godt samarbejde med virksomhederne, og det tror jeg på, at vi også oplever i forbindelse med denne opgave. Vi skulle gerne kunne trække flere virksomheder med fra de øvrige kommuner. Vi vil henvende os til cirka 50 virksomheder, og se om vi kan skabe hjælp til selvhjælp for alle parter.
Projekt med perspektiv
Projektet løber til udgangen af 2006 og giver på den måde Norddjurs Kommune et godt udgangspunkt, når storkommunen er en realitet fra 1. januar 2007 med sit første samlede budget.
-Jeg er sikker på, at ”Flexjob Djursland” vil fortsætte efter udgangen af 2006. Projektet har fat i noget spændende og kan blive en vigtig del af vores service overfor borgere, der kommer ud for sygdom og ulykker, der får betydning for arbejdsevnen, slutter Leo Pedersen, Nørre Djurs Kommune.
Fakta
Godt 40.000 personer har fået tildelt ”flexjob” efter sygdomstilfælde, siden lovens indførelse i 1998. Cirka 8.000 personer, altså cirka hvert femte, står desværre også uden job. Det viser tal fra Beskæftigelsesministeriet.
Lovgivningen skulle gerne sikre, at folk med nedsat arbejdsevne også kan vende tilbage på job.
Det offentlige og virksomhederne samarbejder omkring betaling af løn til personer med nedsat arbejdsevne.
Nørre Djurs Kommune har f.eks. cirka 20 personer på ledighedsydelse. Grenaa, Sønderhald og Rougsø har tilsvarende tal.
Kontaktperson:
Familie- og arbejdsmarkedschef Leo Pedersen,
Nørre Djurs Kommune
Telefon: 87 79 11 80
Socialrådgiver Anitta Nowak,
Stenvad Centret
Telefon: 87 79 30 70
Kilde: Nørre Djurs Kommune
jimmi