Fredag den 1. juli 2005 kan teamleder Jane Laursen fejre 25 års jubilæum hos SCA Packaging Denmark, Division Bølgepap.
Jane startede som all-round kontorelev og efter endt læretid, havde hun forskellige vikariater, inden hun blev ansat i salgsafdelingen. I den første periode havde hun ansvaret for udarbejdelse af prislister, besøgsrapporter og andre administrative opgaver. Derefter blev hun i 1984 salgsassistent.
Jane har gennem sin store erfaring/viden, engagement og glade sind været utrolig vellidt af både sine kunder og kolleger i salgsafdelingen.
Netop dette store erfaringsgrundlag og viden om SCA’s forretnings- og IT-systemer dannede grundlag for, at Jane den 1. november 2003 blev udvalgt som key-user ved forberedelsen af SCA’s implementering af SAP forretningssystem.
Den 1. maj 2004 blev Jane udnævnt til teamleder for kundeservice i Grenaa. Her har hun lagt enorme kræfter i udvikling af afdelingen samt været en af hovedtrækkræfterne ved indførelsen af SAP.
Jane er i virksomheden kendt som en utrolig loyal og glad medarbejder med overskud til sine medarbejdere og kolleger.
Fritiden bliver brugt sammen med hendes mand og 2 børn. Derudover har Jane en fortid med håndboldspil på højt plan, og dette dyrkes nu på Old Girls-niveau.
Fra SCA Packagings side ønsker man Jane Laursen et stort tillykke med jubilæet.
Jubilæet fejres med reception hos SCA Packaging, Åstrupvej 30, 8500 Grenaa, fredag den 1. juli 2005 kl. 10.00 - 11.30.
Kilde: Grenå Bladet
jimmi