Ugeaviserne er uhyre populære og har i Reklameforbrugsundersøgelsen, der er udfærdiget af Dansk Oplagskontrol, cementeret deres position som Danmarks 2. største mediegruppe - kun overgået af dagbladene, mens TV er henvist til 3. pladsen. Ugeaviserne har i dag en markedsandel på annoncemarkedet på 20%.
Vi kan samtidigt glæde os over, at vi har bevaret markedsandelen i et år, der må betegnes som et superår. Det skyldes bl.a., at vi som medier er stærkt knyttet til den lokale detailhandel og dermed det daglige forbrug. Når vi så samtidigt har læsertal vel over 80%, er vi det medie som detailhandlens kunder først og fremmest læser, siger Lars Winther, der er direktør for Danske Distriktsblade (pr. 1. juli De Lokale Ugeaviser), som udgør den væsentligste del af den brede mediegruppe der hedder Ugeaviserne.
Annoncemarkedet har haft det rigtigt godt i 2004, som er det bedste år siden år 2000. Dermed er den tilbagegang der satte ind i 2001 brudt og i stedet afløst af et jubelår, hvor omsætningen på annoncemarkedet steg med 6,5% i forhold til året før.
– Set mediemæssigt mere bredt er det meget positivt, at knap halvdelen af danskerne får deres informationer via aviser. Og så bekræfter tallene, at de elektroniske medier - herunder Internettet - ikke er den trussel for de trykte medier, som nogle har ment, siger Svend Aage Linde, sekretariatschef for Ugeaviserne.
Aviserne sidder ifølge Reklameforbrugsundersøgelsen på samlet 46% af annoncemarkedet. De øvrige trykte medier (magasiner o. l. samt årlige publikationer) står for yderligere 25%. 19% af annoncemarkedet er placeret på TV, mens de øvrige medier (outdoor, radio, Internettet og biograf) står for de sidste 10% af annoncemarkedet.
Kilde: Grenå Bladet
jimmi