Kære HF-studenter og studenter
Tillykke med huen!
Smuk er den – hvad enten den er blå, rød eller sort.
Men er huen noget værd?
Er det noget værd – alt det I har lært – og kan det bruges til noget?
Ja, det skulle jeg da mene - efter at I og vi har slidt i op til tre år med at lære hvad som helst - og især på denne dag efter veloverstået eksamen.
Men –
”Kommissionen til forsvar for Kundskaber”, der bl.a. tæller den kendte politiker og samfundsdebattør Søren Krarup, er ikke enig.
I har alt for få kundskaber – alt for lidt paratviden – hvor ligger Sønderborg - og jeres faglige niveau er en katastrofe.
Se bare til de såkaldte Pisa-undersøgelser, der viser, at danske elever ligger i bunden.
Det gik helt galt i 1975, da idéen om at folkeskolen også skulle tage sig af elevens alsidige personlige udvikling…”startede den rutschetur mod uvidenhedens dyb, som skolens elever har befundet sig i lige siden”.
Stærke ord her den 17. juni 2005!
Efter kommissionens mening burde formålsformuleringen for skolens virke kort og godt lyde: Folkeskolens opgave er at give eleverne kundskaber.
I gymnasie- og HF-sammenhæng har en naturvidenskabsmand - der også er medlem af kommissionen - udtrykt det således:
”Jeg hader relevans. Naturvidenskab handler om naturen, ikke samfundet.”
”Faget og ikke eleven skal være i centrum. Vi vil give skolen frihed til igen at være skole. Kun på den måde kan der rettes op på års forsømmelse af kund-skaber og kulturarv.”
Denne diskussion om hvordan ungdommen bør uddannes er ikke af ny dato, men lige så gammel som Metusalem. Uddannelse var allerede et hot emne i Romerriget, hvor Kejser Neros huslærer, Seneca, også havde en stærk me-ning:
”Non vitæ sed scholæ discimus”
Vi lærer ikke for livet, men for skolen, provokerede han.
Seneca mente at de unge romere blev fyldt op med kundskaber, der set både fra samfundets synspunkt og fra filosofiens ideal om mennesket var tørre og nyttesløse.
I løbet af renæssancen dukker sætningen op igen i Europa, men nu er den vendt om: ”Non scholæ sed vitæ discimus”: Vi lærer ikke for skolen, men for livet.
Det blev symbolet for det humanistiske dannelsesideal, som vi også hylder på Grenaa Gymnasium og HF. Se blot på det skolemotto, der manende står over vores indgangsparti lige uden for festsalen, og som understreger at skolens mål rækker ud over skolen og i sidste ende handler om livsduelighed og vo-vemod:
”Navigare necesse est, vivere non est necesse”. At sejle er nødvendigt, ikke at leve.
Uanset om det er et retfærdigt samfund vi går efter eller ej, så er der trods alt enighed om, at uddannelse skal der til.
I skal lære noget som I kan bruge i jeres personlige liv og udvikling og samti-dig lære noget samfundet og fællesskabet har brug for.
Uenigheden går mere på hvordan!
En interviewundersøgelse af hvordan det gik studenterårgangene fra 1991 til 1997 kan måske give noget af svaret.
Undersøgelsen viste, at de forhenværende studenter lagde vægt på at gym-nasietiden – udover at den havde betydet meget for deres lyst og evne til at gå i gang med et studium – havde givet dem mulighed for at udvikle sig selv socialt og personligt.
De fremhævede hvor stor betydning arbejdet i elevrådet og de andre elevsty-rede aktiviteter havde haft, fordi det gav mulighed for at udvikle demokratiske, sociale, organisatoriske og andre praktiske kompetencer, som man normalt ikke opnår i selve undervisningen.
Årgang 2005 fra Grenaa Gymnasium kan med god ret sige det samme. Der er mange, mange af jer som har udviklet kompetencer, man ikke kan lære i selve undervisningen.
Hvor skulle I ellers have lært at organisere en OD-indsamling som mobilise-rede en hel skoles elever i en god sags tjeneste?
Og som i øvrigt var ny skolerekord.
Hvor skulle I ellers have lært at det er dejligt at få ugens knus af Kristoffer ef-ter fredagsmorgensamlingen – fordi man bare var dejlig, havde fødselsdag eller på anden måde var blevet anbefalet til et knus.
Desværre var jeg til møde, da turen langt om længe var kommet til mig! Det blev til et stedfortræderknus.
Og hvor har I lært at lave en afslutningsrevy, så professionelt og så kærligt at ikke et lærerøje var tørt.
Jeg kunne blive ved med eksempler på jeres personlige udfoldelser, jeres hang til fest og farver og kreativitet.
Hvad er det så samfundet og fællesskabet har brug for?
Det er der også meget forskellige meninger om, men et bud er de tre T´er: Talent, teknologi og tolerance. Det er det, der driver økonomien frem og ska-ber det gode samfund eller ”Det kreative Samfund” – som den amerikanske samfundsforsker Richard Florida kalder det.
For mig er det indlysende at det fokus, vi har i gymnasiet og hf på naturviden-skab, samfundsvidenskab og humaniora giver jer de rigtige kundskaber.
Men i det kreative samfund skabes økonomisk vækst ikke kun via kundska-ber, men gennem vores anvendelse af kundskaberne – dvs. vores kreativitet og vores evne til at tænke nyt. Fornyelsen kommer fra originalerne, og de har brug for plads og inspiration.
Men et kreativt samfund er ikke nogen automatisk garanti for et retfærdigt samfund. Tværtimod kan vi risikere, at samfundet falder fra hinanden, hvis der kun bliver plads til den kreative klasse, mens det almindelige arbejde sendes ud af landet.
Ifølge den amerikanske filosof John Rawls opnår vi kun retfærdighed i vores samfund, hvis vi håndterer sociale og økonomiske uligheder således, at de fører til bedre forhold for de svageste i samfundet.
Det er jeg sikker på at I også har lært.
Gymnasiet og HF åbner dørene til mangfoldige drømme, oplevelser og ind-sigter.
Men ikke alle oplevelser og indsigter er til at måle, og ikke alle oplevelser og indsigter kan føres tilbage til de enkelte fags faglighed.
Huens værdi viser sig måske i virkeligheden bedst i den omverdensforståelse der præger jeres holdninger og meninger. Det er jeres udefinerbare kreativi-tet, der sammen med de faglige kundskaber, der gør jer til livsduelige men-nesker med visioner og drømme.
Derfor er huen meget værd!
Med disse ord dimitterer jeg årgang 2005 fra Grenaa Gymnasium & HF
Ole Fjord
Kilde: Jannie Vestergaard/Grenaa Gymnasium & HF
rex
05/05 2023
