Nr-djursportalen.dk

Tak til
 






  
05/05 2023

Markedsgøgler-dag i Grenaa trak ca. 800 børn og voksne til Søndre Skole

Fredag den 3. juni afviklede SFO’erne i Grenaa Kommune (skolefritidsordningerne) deres årlige Markedsgøglerdag i skolegården til Grenaa Søndre Skole, og det var et arrangement af en vis størrelse, eftersom cirka 650 børn og 200 voksne var involveret på dagen.


Det hele startede med et flot og festligt optog med start fra el-værket ved N. P. Josiassensvej, og det blev ikke mindre festligt af, at Norddjurs Friskole stillede med et helt samba-orkester. Herfra gik det så i samlet trop med retning mod Søndre Skole, hvor der ventede et hav af boder og aktiviteter - i bedste markedsgøgler-stil.
Arrangørerne må siges at være født under en heldig stjerne, for de første dage i juni måned var i udpræget grad kendetegnet ved efterårsagtigt regn og rusk og meget beskedne temperaturer, men lige nøjagtig fredag den 3. juni leverede vejrguderne solskinsvejr og masser af varmegrader. Med andre ord perfekt vejr til en Markedsgøglerdag i SFO-regi. Og der blev da også leveret underholdning fra starten af. Medlemmer af Juniorklubben på Søndre Skole og SFO’erne fra Østre Skole, Vestre Skole, Søndre Skole, Toubroskolen, Mølleskolen og Norddjurs Friskole spredtes med lynets hast rundt omkring til de forskellige aktiviteter, som blandt andet inkluderede trampolin-spring ved GIF Gymnastik, kæphesteridning med springbane, H. C. Andersen-fortællehule, flødebollekast, svampekast, stylter, tallerkenknusning med golfbolde, sækkevæddeløb, hatteteater, slå-søm-i-træ-konkurrence og hestesko-kast med videre. På underholdningssiden var der desuden besøg af den lokale afrikanske dansetrup Utamaduni, som havde en kæmpestor, levende kvælerslange med. Ikke alle børnene havde mod på at røre ved denne i øvrigt meget fredelige slange...! Desuden havde SFO’erne sørget for besøg af en gøglertrup, der underholdt med skæg, gøgl og klovnerier. Kaffe, kage og saftevand var der også sørget for til årets Markedsgøgler-dag, som traditionen tro blev afholdt ved Søndre Skole. Ifølge Jannie Juel fra Søndre Skoles SFO snakker man imidlertid i arrangørgruppen om at flytte arrangementet lidt rundt de kommende år, så børnene kommer lidt mere rundt og oplever hinandens skoler. Så næste års Markedsgøgler-dag i Grenaa Kommune afvikles formentlig på én af de andre skoler i kommunen.

Kilde: Grenå Bladet

rex


 

Tak til
 

Kort Nyt

Indsend dine egne nyheder og læserbreve til:
nyheder@djurslands.net

Vi mangler frivillige, der har lyst til at arbejde med nyheder på hele Djursland. Skriv til redaktion@djurslands.net hvis du vil give en hånd med.

Nyhedsstrøm

RSS nyhedsstrøm
Hent nyhederne fra din egen nyhedslæser eller vis dem pÃ¥ din hjemme­side.

Net Nyt
Problemer med din opkobling? - Check Netstatus her

Download programmer for sikring af din PC - her

Brug for antispam til din mailserver - antispam