Efter at have sat ny rekord, hvad angår salget af billetter i løbet af en halvårs-sæson, gør Kulturhuset Pavillonen nu klar til en række »Musik i Sommerlandet«-arrangementer.
Denne nye rekord hedder næsten 10.000 solgte billetter, og alene dét tal skulle jo betyde, at vi »bare kører løs i kulturhuset«. Det gør vi dog ikke, idet vores erfaringer fra de sidste 2-3 års sommerarrangementer fortæller os, at vore forsøg på at få en masse af sommerlandets turister og feriegæster ind til musikalske oplevelser, har været en begrænset succes, siger kulturhusleder Hardy Andersen, og fortsætter:
– Altså flytter vi sommermusikken - eller i det mindste en væsentlig del af den - ud i sommerlandet. Ud af 7 arrangementer er de 6 lagt ude af huset. 4 koncerter gennemføres i - og i samarbejde med - Kattegatcentret. Her er vi tæt på lystbådehavnen, på sommerhusene og på campingpladsen, og med en fælles markedsføring tror vi på, at arrangementerne vil få en meget større opbakning, siger Hardy Andersen.
2 koncerter arrangeres på Sølballegaard. Årsagen hertil er den samme: Tæt på sommerlandet og på masser af sommerturister. Men dertil skal lægges ønsket fra kulturhusets side om at lægge arrangementer ud af huset.
– Vi har jo igennem de 8 års hidtidige kulturarbejde oparbejdet en god portion know-how på tilrettelæggelse af arrangementer, og en god portion good-will hos bookingfirmaer og kunstnere - og alt dette må gerne komme andre til gode, siger kulturhuslederen.
Den eneste sommerkoncert i Kulturhuset Pavillonen i år er den klassiske koncert den 9. august med Kölner Klassik Ensemble.
– Denne unge fantastisk dygtige gruppe er endnu et eksempel på, at musikere har en god oplevelse når de besøger huset. Gruppen har nemlig bedt om igen i år at få lov at spille her - og det åbner vi meget gerne dørene for. De er nemlig meget, meget dygtige, siger Hardy Andersen.
Kilde: Grenå Bladet
rex