Venstres Grundlovsmøde på Lykkesholm ved Trustrup trak 85 deltagere, der blandt andet var mødt op for at høre borgmesterkandidaten Jens Peter Jellesens Grundlovstale foruden præsten fra Kolind, Anne Kirstine Langkjær.
Selv om det var gråvejr udenfor tog deltagerne derfra med et nyt syn på naturen og livet. Stop op og tænk Jer om, sagde Anne Kirstine.
– Vi har det bedre end vi aner, selv en god kop kaffe eller te er livskvalitet. Vi tror, det er en selvfølge, sagde hun blandt andet.
Venstres borgmesterkandidat til den nye Norddjurs Kommune, Jens Peter Jellesen, fremsagde talen som hans bud på et fremtidsbillede af Norddjurs Kommune i år 2010.
Altså hvordan han forestiller sig en Grundlovstale i den nye storkommune om fem år:
Det har været en rigtig god uge den sidste uge her op til grundlovsmødet her i år 2010.
Vores nye Norddjurs Kommune har nu eksisteret og fungeret i 3 1/2 år, det har været et langt og sejt træk at nå hertil, men også spændende, jo - og der har da også været små problemer ind imellem. Daglig drift har stort set fungeret upåklageligt. Børnehaver og skoler lever op til nutidens standard, og de er rigtig gode til over hele kommunen at udveksle erfaringer hinanden imellem og der er da også sket overførsel af klasser på de ældste trin skolerne imellem.
Hjemmeplejen er selv kommet med forslag til ændret områdegrænser, hvilket vil gøre hele det udførende arbejde mere fleksibelt. Samtidig med, at borgernes tilfredshed er stor - i øvrigt kan man nu også få fornyet sit pas og kørekort på rådhuset.
Journaler og EDB fungerer nu i et og samme system, og man er i direkte og god kommunikation med såvel sygehus som praktiserende læger.
Der er sat massivt ind omkring forebyggende arbejde, og vi kan nu ud af statistikken se, at indlæggelser er faldende både i tid og antal.
Der er ingen tvivl om, at sundhedscentret på Grenaa Sygehus har været hovedfaktoren i at opnå dette resultat.
Kabelfærge over
fjorden indviet
– Ugen her op til Grundlovsdag 2010 startede med indvielsen af en kabelfærge ved Udbyhøj over fjorden. Nu betjenes den af én mand, og det er let og billigt at komme over Randers Fjor. Planerne med en bro over fjorden tættere på Randers skrider godt frem - vi glæder os til at vejen og broen bliver åbnet. Det vil betyde rigtig meget for Norddjurs.
Køreturen fra Udbyhøj til Grenaa var fantastisk, klar himmel og fuld sol og udsigt til Kattegat. Meget få kommuner kan levere en sådan panoramaudsigt. På Sydaustralien har man et vejstykke på nogle hundrede km. som man kalder »Great Ocean Rout«. Taget danske forhold i betragtning minder køreturen mig om den tur, som min kone og jeg har taget i Australien. Vi har en fantastisk rigdom her i vores kommune.
Nyt golfcenter
taget i brug
– I den foregående uge blev det nye golfcenter i Nimtofte taget i brug via et stort internationalt stævne med golfspillere fra hele verden. På området er der allerede opført op imod 200 boliger, et hotel samt et tropisk badeland i eksklusiv og høj standard.
Her i kommunen kan vi allerede mærke effekten i form af øget aktivitet blandt håndværkere og ikke mindst indenfor turistområdet generelt.
Et af de nye udlagte sommerhusområder »Det ved Bønnerup« er der allerede nu opført 150 nye sommerhuse. Det er et helt unikt område, de bedste arkitekter har været på opgaven og området ser helt anderledes ud end de traditionelle sommerhusområder. Også husene er helt forskellige fra det kendte, og flere af husene er såkaldte »intelligente sommerhuse«. De er meget let at leje ud - folk står i kø for at få en uges ferieoplevelse i dette nye sommer-fritidsland.
RÃ¥dhus indviet
på GD-grunden
I forgårs havde vi rejsegilde på det nye rådhus i Grenaa - centralt beliggende midt i byen på GD-grunden.
Det sidste års tid har været lidt kaotisk med hensyn til administrationen. Vi har haft pladsproblemer, idet alle skattemedarbejdere i det nye skattecenter nu er flyttet ind i det oprindelig rådhus.
Vi får nu en administrationsbygning som er funktionel og moderne indrettet. Medarbejderne glæder sig til at flytte ind og tage det nye hus i brug, og det vil endvidere give en god mulighed for, at de forskellige arbejdskulturer smelter sammen, idet alle jo vil få en ny arbejdsplads.
De decentrale borgerservicebutikker i Glesborg, Auning og Allingåbro har fungeret upåklageligt, og vil blive opretholdt nogen tid endnu.
Jeg har den seneste tid dog fået nogle knubbede ord om, at alt ikke er idel lykke og kun kalder på rosende ord, og det er også OK. Der er jo mange detaljer, der skal falde på plads og nogle få stykker mangler endnu.
Når jeg har den slags henvendelser plejer jeg at afslutte snakken med at spørge vedkommende, om han/hun ønsker sig tilbage til tiden før sammenlægningen. Her svarer alle samstemmende: »På ingen måde, sluttede Jens Peter Jellesen sin Grundlovstale anno 2005/2010.
Kilde: Grenå Bladet
rex