Vi har mistet vor far, Knud Pedersen. Han sov stille ind på Plejehjemmet Violskrænten i Grenaa efter års sygdom, 88 år. Far var født i Grenaa og havde levet hele sit liv i byen. Han lærte som typograf. Arbejdede 25 år på Grenaa Folketidende. Herfra kom han til Grenaa Kommune.
Som rådhusbetjent og altmuligmand. Her virkede han ca. 27 år. Som ung spillede han fodbold. Var fast mand på Grenaas legendariske mesterrækkehold, der ofte samlede 1000 tilskuere til kampene på stadion og spillede lige op mod de bedste jyske hold. Far spillede højre wing. Var efter sigende lynende hurtig. Dermed også farlig. Folk gav ham tilnavnet »Stik«, og det navn bar han med glæde og tilfredshed resten af livet.
Der var flere, der hed Knud Pedersen, men der var kun een Stik! Far havde også andre jobs: Han var en menneskealder kontrollør i Kino og operatør sammesteds. Kørte en årrække ud med Kinos hjemmebiograf og viste film i egnens forsamlingshuse. Det var længe før TV’s tid. I det hele taget var han en meget aktiv, meget livlig mand. Han sad aldrig stille. Han var selskabstaler om en hals og skrev i hundredvis af lejlighedssange. Næsten alle på melodien »Pigerne i Småland«. Han nåede også at skrive sine erindringer, udgivet på Grenaas Udgiverværksted. Mindre kendt er det, at far skrev en stor del af borgmester Aksel H. Hansens ikke-politiske taler. Og endnu mindre kendt er det, at han ofte skrev vore skolestile. Det slap han som regel godt fra. Ved en enkelt lejlighed fik stilen dog en ret dårlig bedømmelse af læreren. Fra den dag havde han ikke noget positivt at sige om skolernes daværende danskundervisning...! Vor far var en mand med mange facetter. Han var begavet og vidende og meget, meget flittig. Men han kunne også være særdeles opfarende, men uden at det bundede særlig dybt. Sygdom slog ham ud, og hans livsaften blev ingen dans på roser. Han fik en god og kærlig pleje på Violskrænten, hvor vor mor var ved hans side, stort set hver dag i alle årene. De sidste to år var far sengeliggende. Uden kontakt med omverdenen. Æret være hans minde.
Skrevet af børnene:
Inge Johansen
og Jørgen Toubro
Kilde: Grenå Bladet
rex