Suzuki præsenterer et markant modelskifte med klassens bredeste og hurtigste supermini til priser fra 139.990 kroner. Når Suzuki på lørdag den 21. maj introducerer den nye Swift, er der ikke kun tale om en helt nyudviklet bil.
Generationsskiftet er også en mærkedag for Suzuki-fabrikken, da den nye Swift er mærkets første europæisk udviklede bil.
Kernen i den nye Swift er et sportsligt design og underholdende køreegenskaber samt en fornuftig prissætning, der kan matche et dansk marked, hvor det gennem de senere år er blevet mærkbart dyrere at være bilist.
Selv i indgangsmodellen har Suzuki Swift 92 hk og accelererer fra 0 til 100 km/t på 11 sekunder (1.5 modellen: 10 sekunder). Det er væsentligt hurtigere end klasse-kammeraternes indgangsmodeller.
Swift er 169 cm bred, og sporvidden på bagakslen er 148 cm. Dermed er Swift også den bredeste bil i klassen. Tilmed er dens sporvidde stor i forhold til akselafstanden, hvilket bidrager til en skarpere og mere stabil styring gennem svingene. Køreegenskaberne er også udtrykt i designet. F.eks. har Swift som standard 15-tommer fælge. De store hjul er placeret yderligt i hvert hjørne af karrosseriet, der sammen med de brede skærme giver bilen en bred og tydelig sportslig profil.
Designerne har også ønsket at tilføre Swift nogle klassiske linjer med rene flader og et såkaldt to-box-design, hvor kabine- og frontparti repræsenterer hver sin designmæssige »box«. Dermed har Swift’s formgivere haft godt fat i rødderne af både europæiske og japanske designtraditioner.
God plads og
høj sikkerhed
I tredørs- såvel som femdørs-udgaverne er der så meget benplads, at der kan sidde voksne passagerer på første og anden sæderække samtidig.
I den rummelige kabine sidder man ikke kun godt, men også sikkert. Swift er crashtestet hos EuroNcap, hvor den scorede 30 point svarende til fire stjerner. I barnestolstesten opnåede den tre stjerner, hvilket er det næsthøjeste i klassen. Og i fodgængertesten ligger Swift i øjeblikket på førstepladsen med tre stjerner. Alle Swift-modeller er som standard udstyret med seks airbags, bremseassistent og ABS med elektronisk fordeling af bremsekraften (EBD).
Fokus på økonomien
Suzuki har siden 1996 markeret sig på det danske marked med brændstoføkonomiske biler til fornuftige priser. Denne tradition fører den nye Swift videre. Indgangsmodellen med 3 døre kører 16,4 kilometer pr. liter benzin ved blandet kørsel ifølge EU-normen, hvilket udløser en halvårlig ejerafgift på 1.010 kr. Og med en indgangspris på 139.990 kr. er Suzuki Swift altså en bil, der er både billig at købe og eje.
Med i det økonomiske totalbillede hører også en 12 års rustgaranti og en mekanisk garanti, der gælder i tre år eller 100.000 km.
Udover det sikkerhedsmæssige standardudstyr er alle Swift-modellerne udstyret med el-drevne forreste sideruder, el-drevne sidespejle med varme, informations-display, integreret cd-radio med ratbetjening og 6 højtalere. Med til komforten hører også en halvautomatisk gearkasse (AMT), der fås til 3-dørs modellen med 1,3-liters motor. Denne gearkasse har elektronisk styrede servomotorer, som driver kobling og gearskifte. Der kan vælges mellem fuldautomatisk og halvautomatik gearskifte, hvor man selv skifter ved at vippe gearvælgeren frem eller tilbage. Automatikken koster ikke ekstra på benzinkontoen, idet modellen med AMT også kører 16,4 km/l ved blandet kørsel.
Premiere d. 21. maj
Introduktionen af den nye Swift markeres i weekenden den 21. – 22. maj med Danmarkspremiere hos Suzukis 76 forhandlere. Her er der også mulighed for at kaste et blik på en specialudstyret Swift med det frække Concept S-kit bestående af aluminiumsfælge i titanium-look, stor tagspoiler samt sideskørter, hæk- og frontspoiler i trefarvet lakering. Dermed fremstår bilen med samme look som den oprindelige Suzuki Concept-S, der var forløber for Swift modellen.
I den kommende weekend introduceres den nye Suzuki Swift hos Suzuki-forhandlerne i Danmark. I Grenaa foregår det i Grenaa Bil-Center på Fasanvej 40 ved Ringvejen.
Kilde: grenå bladet
rex